Friedrich-år i 2012

Den 24. januar 2012 er det 300 år siden, Frederik den store blev født ….. dog som lille. Men han blev som bekendt stor i mere end en betydning og sætter her 300 år senere stadig sit præg på Berlin og omegn, – ikke mindst Potsdam med Sanssouci slottet, som han fik bygget.

Der kommer et væld af udstillinger og arrangementer i anledning af jubilæumsåret – i Sanssoucis Neues Palais præsenterer Stiftung Preussische Schlösser und Gärten (SPSG) udstilling om Frederik i omkring 70 værelser og kabinetter, hvoraf flere ikke har været åbnet for publikum før. Udstillingen vises fra 28. april til 28. oktober. Det må nok være anledningen til at jeg endelig får set Potsdam og Sanssoucis. på hjemmesiden for SPSG kan man følge med i, hvad der kommer af begivenheder i løbet af året. Der er allerede en del at se, så kig indenfor på siden, inden I planlægger påsketuren til Berlin. Se http://www.spsg.de/index_10133_de.html

Men man kan nok godt være sikker på, at Berlin vil være præget af 300-året. Man kan allerede nu læse på DHM’s hjemmeside, at de vil vise en udstilling i anledning af 300 året. Den vil have et omfang af 600 genstande og fylde tretten tematisk inddelte rum. Frederik den store er gennem Tysklands historie blevet hyldet, hædret, udskældt og gjort til myte, alt efter hvilket styre, der var ved magten. Historikernes syn på ham har vekslet gennem tiderne, og det vil DHM’s udstilling også belyse. Læs mere på http://www.dhm.de/ausstellungen/friedrich-der-grosse/

Skriv gerne en kommentar