Flagermusen i Komische Oper

Johan Strauss d. y.’s festlige og muntre operette Flagermusen oplevede jeg i Wien på Staatsoper. Og det var en super-flot forestilling – Dejlig musik, Wiener Philharmonikerne i orkestergraven, gode sangere, flotte kulisser og fine kostumer. Stor nydelse.

Nu har jeg set, at Flagermusen også spilles på Komische Oper i Berlin for tiden. Og jeg tror da, det vil blive lige så flot en oplevelse der. Den er på programmet på fredag den 17. januar kl. 19 og søndag den 26. januar kl. 16. Classictic.com sælger billetter til forestillingen, så I kan enten bestille hos dem via banneret i sidepanelet her på berlin-nyt eller I kan gå ned i billetlugen ved Komische Oper og købe billet.

I Wien havde vi købt nogle billige billetter (12 €) – og det var såmænd udmærket. Vi kunne ikke se hele scenen, men det var kun ganske få gange, vi gik glip af noget. Når det er sådan en forestilling, hvor musikken betyder meget, så kan jeg godt leve med det. Jeg har også ofte købt billige billetter i Komische Oper, og det har også været fint. Jeg vil hellere have råd til 2 eller tre forestillinger end partout at sidde i Parkett.

Flagermusen er en operette i tre akter – handlingen kan I læse på Wikipedia – det er fint at være lidt inde i det, selv om Komische Oper har tekster på sæderne foran ens siddeplads. Man kan vælge flere sprog. Der synges på tysk, men det kan være en god støtte at vælge engelsk, hvis man ikke er helt stiv i det tyske, for der er passager, hvor der er meget tale – og det blev ikke oversat i Wien. Da sproget var meget østrigsk, blev jeg sat lidt af – selvom jeg normalt forstår tysk uden problemer.

Se mere på Komische Opers hjemmeside.

Se Komische Opers trailer på Youtube

Skriv gerne en kommentar