Familiernes lange nat

I morgen, lørdag den 5. maj er det igen tid for Familiernes lange nat.

Der er et hav af tilbud til familier i programmet der løber fra kl. 17 til midnat, – i nogle tilfælde hører der endda overnatning med. På hjemmesiden for Familiernes lange nat kan I på Kiezatlas se et kort over Berlin, hvor i byen de forskellige tilbud er. Det er en skøn blanding af lejrbål med snobrød, trylleri, oplæsning, film, teater, opfiner-workshops, lego-konkurrence, møder med spøgelser, pudekamp, fælles musikoplevelser osv. Kig selv på kortet og vælg jeres arrangement.

Her vil jeg nævne, at den danske ambassade viser Pia Bovins film Kald mig bare Axel fra 2002. Den kan ses fra 8 år – man skal tilmelde sig – læs mere på ambassadens hjemmeside.

Jeg vil også nævne et andet arrangement med dansk islæt. Det hedder  Egon Olsen & Wicki haben einen Plan! og det er ganske rigtigt Egon fra Olsenbanden, der har mistet koden til et pengeskab i et cirkus. Nu må familierne hjælpe med at finde den! Og eftersøgningen begynder i Danmark. Olsenbande-filmene er, som de fleste nok ved, meget kendt og elsket i Tyskland. Det kunne nok være sjovt som dansk familie at deltage i dette arrangement. Her kræves ikke tilmelding. Læs mere.

FEZ-Berlin. Arrangementet med Egon Olsen finder sted i det store oplevelses- og lærecenter for børn, unge og familier FEZ-Berlin. I må næsten gå ind på deres hjemmeside og se, hvad det er. Man kan  betegne det som Fårup Sommerland, Tivoli, Svømmehal og Kulturskole på engang. Det drives af Kinder- und Jugendfreizeitzentrum og Landesmusikakademie som et almennyttigt foretagende under Land Berlin. Lige nu viser FEZ’s børnemuseum udstillingen Willkommen@HotelGlobal – den ser meget interessant ud. Læs mere om den på udstillingens hjemmeside.

Dette var kun to eksempler på hvad familier kan opleve på Familiernes lange nat. Gå selv ind på hjemmesiden og se alle tilbuddene. God tur ud i Familiernes lange nat!

Skriv gerne en kommentar