Dyre-udstilling i Alte Nationalgalerie

Der er dog ikke tale om levende dyr, men om bronzeskulpturerne i udstillingen Rembrandt Bugatti. 

Lyder navnet bekendt? – og nu hentyder jeg til Bugatti, for både for- og efternavn vækker jo genkendelse. Og ja, dyreskulptøren (eller “animalier’en”, som det også kaldes) Rembrandt Bugatti (1884-1916) var broder til ham med bilen, Ettore Bugatti.

Navnet Bugatti er som ovenfor nævnt kendt af de fleste – men navnet og kunstneren Rembrandt Bugatti er det nok ikke. Med udstillingen ønsker man netop at hente kunstneren og hans fine dyreskulpturer frem af glemmebogen. Skulpturerne er dog eftertragtede samlerobjekter den dag i dag – og udstillingen med de ca. 80 dyreportrætter er for størstedelen også lån fra private samlere. Der er nemlig tale om portrætter af dyrene, for det er ikke dyret som art, Rembrandt fremstiller, men det enkelte dyr, han står overfor med dets særlige karakter, udtryk og bevægelse. Man kan se nogle af skulpturerne på udstillingens hjemmeside, og her er f.eks. en elefant med et meget venligt, nærmest smilende udtryk.

Rembrandt Bugatti voksede op i Milano i et hjem, hvor kunsten var i højsædet, og hvor tidens store kunstnere gik ud og ind. Talentet for modellering  viste sig ret tidligt hos den unge Rembrandt og med gode forbindelser til broncestøber og galleriejer Adrien-Aurélien Hébrand kunne han holde sin første udstilling som 16-årig. Det var fra begyndelsen dyrene, som havde Rembrandts interesse. Han fandt modellerne i de zoologiske haver i Paris og Antwerpen, og han modellerede altid direkte foran dyrene, fortælles det i udstillingsteksten.

Som man ser af kunstneres leveår fik han et meget kort liv. Som kun 31-årig begik han selvmord – alle steder står der, at hans sind formørkedes “under indtryk af 1. verdeskrig”. 10 år efter Rembrandt Bugattis død anvendte broderen en af hans elefantskulpturer som kølerfigur på sin Bugatti Royale.

Jeg tror det kunne være en hyggelig og smuk udstilling at besøge. Den vises til 27. juli. Se mere på udstillingens hjemmeside http://www.rembrandtbugattiinberlin.de/index.php?id=1667

Se også videoen på YouTube, hvor Philip Demant fra Alte Nationalgalerie præsenterer udstillingen – her ser man også mange af skulplturerne.

 

 

Skriv gerne en kommentar