Dussmanns fristelser

Kulturkaufhaus Dussmann i Friedrichstrasse er svær at komme ud af uden at have noget med i en bærepose. Der er bøger, musik og film en masse, fristelser som ikke er til at stå for. Jer der har været der, ved hvad jeg mener. Jer der ikke har været der endnu, har noget at glæde jer til.

Jeg var der i går. Og jeg gik også ud med noget i en bærepose. Musik, film og bøger.

Dussmann er med sit kæmpeudvalg indenfor alle genrer af bøger, musik og film et sted, hvor man kan bruge en hel dag på at gå og kigge, læse og lytte, og til sidst beslutte sig for, hvad der ikke kan komme med hjem i posen. Der er nemlig mulighed for noget så sjældent som at få lov til at lytte til musikken ligesom i gamle dage. I afdelingerne for jazz og rock og pop scanner man en kode og kan lytte til 20 sekunder af hvert nummer på cd’en eller ser et klip fra dvd’en. I afdelingen for klassisk og opera, som nu er flyttet til rolige lokaler på øverste etage, er der lyttestationer med cd afspillere og lænestole til. Som deres meget vidende og venlige info-medarbejder sagde: “bei der klassischen musik funktioniert es nicht mit 20 Sekunden”.

Vil man gerne høre en cd, får man bare plastikken taget af hos info-medarbejderen. Spørg endelig, hvis der er noget specielt, I ikke kan finde. De har tid til at hjælpe, og det er næsten sikkert, at de har det, I søger. Man kan sidde og lytte så længe man har lyst. Dussmann har åbent til midnat på hverdage og til 23.30 om lørdagen.

Dussmann. Redaktøren hygger sig med Cecilia Bartoli. Foto: Selfie
Dussmann. Redaktøren hygger sig med Cecilia Bartoli. Foto: Selfie

Dussmann har desuden en ret stor afdeling med engelske bøger og selvfølgelig også forskellige gaveartikler, lommebøger, kalendere og andre papirvarer. Og så er der Restaurant Ursprung med den Vertikale have, hvor det er meget hyggeligt at sidde, og hvor man spiser godt.

Endu et fantastisk tilbud hod Dussmann er deres Kulturbühne i underetagen ved siden af restauranten. Når man køber noget, får man folderen med aktiviteter på Kulturbühne stukket ned i bæreposen, og den er værd at studere lidt nærmere. Det er som regel verdenskendte kunstnere, der kommer og præsenterer enten en ny udgivelse. Jeg var i oktober til et arrangement med Cecilia Bartoli og en aften med smagsprøver fra en dvd om Ravels liv opført af Puppentheater Halle Saale. I denne måned har f.eks. Ken Follett været der og præsentere sin nye bog, Lang Lang har været der og spille fra sit nye Mozart album, Thomas Quastoff kommer i morgen, og Bryan Ferry kommer den 27. november og præsenterer sit nye album “Avonmore”. Sådanne oplevelser er værd at tage med. De er ganske gratis – sørg for at være der en times tid i forvejen og stil jer op i køen. Der lukkes kun det antal ind, som kan være der.

Cecilia Bartoli i Kulturkaufhaus i Dussmann, oktober 2014. Foto: Kirsten Andersen
Cecilia Bartoli i Kulturkaufhaus i Dussmann, oktober 2014. Foto: Kirsten Andersen

Skriv gerne en kommentar