Drømmefabrik Babelsberg i 100 år

I efteråret 1911 købte filmselskabet Bioscop GmbH et grundstykke og en nedlagt fabrik i Babelsberg, Potsdam. Danske Asta Nielsen var skuespiller hos Bioscop, og hvad hun ikke vidste dengang og alt for få ved nu: det blev til grundlæggelsen af det som nu kaldes Drømmefabrikken i 100 års jubilæumsudstillingen på Filmmuseum Potsdam.

Asta Nielsen indspillede allerede i 1912 filmen Totentaz, og det blev begyndelsen til hendes stumfilmkarriere, som endnu er internationalt kendt blandt filmfolk og -interesserede. Asta Nielsens historie fortæller jeg en anden gang, her handler det om Film- und Medienstadt Babelsberg, som er det officielle navn for drømmefabrikken.

Siden 4. november har Filmmuseum Potsdam vist udstillingen Traumfabrik – 100 Jahre Film in Deutschland. Der er ingen slutdato på udstillingen, men da den omtales som den faste udstilling, så vil jeg gætte på, at den varer godt et års tid. Tjek selv op på det, inden I besøger stedet. Og check også åbningstiderne i juleferien, – jeg kommer med link til det hele sidst i teksten. Filmmuseet er iøvrigt indrettet i Ridestalden på slottet Sans Souci.

Når man først kommer til at læse om Babelsberg-studierne er der så meget interessant, at det er svært at beslutte, hvad man skal tage med i en præsentation her. Men kort vil jeg nævne, at udstillingen er delt op i 7 temaer – fordi det fortæller noget om, hvad man kan få at se. Første tema Ideenschmiede viser om produktionen af en film fra idéstadium til det færdige resultat. Andet tema Mimen und Masken handler om skuespillerne, kostumer og har et rum, hvor publikum kan lade sig caste til en film. I denne afdeling er det også, at man kan se den negerdukke, som Josep Sternberg gav Marlene Dietrich under indsilningen af Der Blaue Engel – filmen der gjorde hende berømt. Dukken skulle bringe lykke, og hun havde den hos sig hele livet. Tredje tema Filmbaumeister viser eksempler på de kulisser, der har fået lov til at overleve. Det er bl.a. udendørskulissen Berliner Strasse, som bliver ombygget til de forskellige film, den bruges i. Den har f.eks. været anvendt i Roman Polanskis The Pianist – hvilket kan ses på en meget informativ tidsliste over studiernes historie. Kig endelig den http://filmmuseumpotsdam.de/de/381-859.htm. Fjerde tema Achtung Aufnahme! handler om de tre filminstruktører Fritz Lang, Heiner Carow og Quentin Tarantino. Femte tema Montage handler om klippefasen af en film og nogle af de personer, der har stået for klipningen. I dette rum vises desuden nogle skuespillere i skulptur og Asta Nielsens dødsmaske. Sjette tema Musik & Ton handler selvsagt om musikken i film. Her kan publikum prøve at synge sammen med Zarah Leander og følge hvordan et filmorkester arbejder. Syvende tema Premiere! viser indbydelser til premierer på filmene Die Nibelungen (1924), Die Legende von Paul und Paula (1972) og Inglourious Basterds (2009) – de opmærksomme vil vide, at det er film af de tre instruktører, der præsenteres under temaet Achtung Aufnahme! Dette udstillingsrum er indrettet som biografsal med originale sæder og filmfremvisere fra 1910’erne, 1930’erne, 1950’erne og 1990’erne.

Ja, så blev det ikke så kort endda. Men nu har I ligesom fået en forsmag på, hvad der venter. En ting er helt sikkert, jeg skal se den udstilling. Jeg er altså også nødt til at gøre opmærksom på det Kino orgel, der findes på Filmmuseum Potsdam. En gang om måneden bliver det brugt til stumfilmsvisning – og på hjemmesiden kan man høre et brudstykke fra en CD, hvor tre organister har inspillet en række numre. Det får virkelig en i den rigtige film-museums stemning. Læs om orglet og hør musikken her http://filmmuseum-potsdam.de/de/435-706.htm.

Til slut vil jeg bare nævne, at Babelsberg i følge deres hjemmeside er de eneste Filmstudier, der har eksisteret i 100 år. Og der er produceret film under fem forskellige politiske systemer. Da de to af dem var regulære diktaturer er der selvfølgelig blevet propagandafilm i stor stil. Det kan I læse mere om på hjemmesiden – ikke mindst tidslinjen fortæller om dette.

Der er mange flere udstillinger end den, jeg har talt om her. Til næste år kommer en udstilling om Friedrich der Grosse i film og 3. februar – 3. juni  en udstilling om Asta Nielsen i Babelsberg. Det kan I læse mere om på museets hjemmeside.

Til allersidst vil jeg blot nævne, at Filmuseet på Potsdamer Platz indtil 29. april 2012 viser en fotoudstilling i anledning af Babelsberg studiernes 100 års jubilæum. Se mere om det på RBB’s hjemmeside. I øvrigt har RBB studie i Babelsberg.

Men nu må I altså selv tage til Potsdam og se resten!

http://www.filmmuseum-potsdam.de/

http://www.rbb-online.de/kultur/film/themen/100_jahre_medienstadt.html

Skriv gerne en kommentar