Design Börse Berlin – Vintage møbler og design

I denne weekend, lørdag den 28. og søndag den 29. januar afholdes den årlige Design Börse Berlin i Galeria Kaufhof på Ostbahnhof, hvor der er mulighed for at se og købe møbler og design ikoner fra de sidste 100 år.

Der er 85 internationale forhandlere og galerister fra Tyskland, Italien, Sverige, Østrig, Holland, Frankrig, Polen og Danmark samt private samlere fra hele Tyskland. På 3000 kvadratmeter vises og sælges originale designklassikere og stilikoner fra Jugendstil, Art Deco og Bauhaus og op til især perioden mellem 1950’erne og1970’erne.

På Design Börse finder man et stort udvalg af møbler, interiør, lamper, tilbehør, tekniske produkter, glas, keramik, metal og smykker, og det er de store klassiske designernavne som Marcel Breuer, Wilhelm Wagenfeld, Le Corbusier, Mies van der Rohe, Arne Jacobsen, Eames, Verner Panton, Hans J. Wegner og Castiglioni samt udvalgte designarbejder af nutidens unge designere.

I dag lørdag, er der åbent kl. 12-20 og i morgen søndag kl. 13-18. Det koster 10 Euro at komme ind i dette design-mekka, hvor der helt givet er noget flot at se på – om man så skal have noget af det med hjem eller ej. Samtidig er det muligt at se en udstilling med DDR designhistorie.

Der er selvfølgelig også lidt musikalsk underholdning og mulighed for at få sig noget at spise.

Se mere på Deign Börses hjemmeside her. Se også et udsnit fra kataloget med flotte billeder her.

Husk også at søndag den 29. januar er en af de søndage, hvor butikkerne må holde åbent. Se evt. mere om det her.

Foto til indlægget: Fra Arne Jacobsens indretning af SAS Royal Copenhagen. Foto: Kirsten Andersen

Skriv gerne en kommentar