Den lange Wien-musik nat

I aften ville jeg gerne have været i Berlin!

På Berlinische Galerie holder de nemlig Lange Wien-musik-Nacht i aften. Udstillingen Wien-Berlin Kunst zweier Metropolen har jeg skrevet om tidligere (læs evt. indlæg), og den i sig selv må være meget interessant og flot at se. Netop hjemvendt fra dejlige dage i Wien, ville både udstillingen og aftenens musik-arrangement være helt relevante for mig.

Udstillingen præsenterer de førende kunstnere fra Wien og Berlin i begyndelsen af 1900-tallet. Musikken som spilles i aften er fra samme periode, og der er på BG’s hjemmeside også angivet et nøje program for aftenen. Perioden er, både hvad musik og kunst angår, der “hvor det sker” i den europæiske kulturhistorie. Der er nytænkning over hele linien. Komponister som Mahler, Shcønberg og Alban Berg udløser skandaler i Wien, i Berlin tugter Brecht og Weill med deres bidske kommentarer til det sociale og politiske liv, og begge steder er kabaret’er og operetter med til at gøre hverdagen mere munter og til at holde ud. 

Det er et ensemble fra Komische Oper, som står for musikken. På programmet er “Wiener- und Berliner Operette, bl.a. af Paul Abraham, Ralph Benatzky, Franz Lehár og Emmerich Kálmán – “Musik der Moderne” bl.a. af Alban Berg, Arnold Schönberg, og Gustav Mahler – “Berliner Lieder und Chansons der 1920er Jahre”  bl.a. af Friedrich Holländer, Kurt Weill, Bertolt Brecht og Paul Lincke. Se link til detaljeret program nedenfor.

Ind imellem musikken er der mulighed for at se udstillingen, og det hele varer til midnat.

Desværre er jeg ikke i Berlin i aften, men for jer der er: Hvis I er interesseret i både kunst og musik eller kun en af tingene, så tag aftenens oplevelse med. Læs mere om  musikken og udstillingen på Berlinische Galeries hjemmeside.

Skriv gerne en kommentar