DDR foto-udstilling for realister

I aften åbner fotoudstillingen „Queerbeet“ i Fotogalerie Friedrichshain. Udstillingen viser DDR-fotografen Harald Hauswalds (f. 1954) hidtige livsværk, som det hedder i Tagesspiegels artikel om både fotografen og udstillingen. Fotografierne på udstillingen er optagelser fra Østberlin/Berlin i perioden 1976-2014. Udstillingen vises indtil 20. juni.

Hauswald fyldte 60 år i lørdags, og det er i denne anledning, at udstillingen vises. I forbindelse med udstillingen omtaler Tagesspiegel også en bog med fotografier af Hauswald: Ferner Osten. Die letzten Jahre der DDR, Lehmstedt Verlag, udgivet i 2013.

Med min overskrift antyder jeg ikke, at man skal have realeksamen for at se udstillingen, men at den i modsætning til Farbe für die Republik (link til mit tidligere indlæg) på DHM ikke viser DDR-styrets utopiske optimist-idealistiske arbejder- og bondestat, men derimod den reelt eksisterende og gråtonede virkelighed.

Det kan ikke undre, at Hauswalds billeder ikke blev vist  i medierne i DDR-tiden. Det var selvfølgelig på grund af hans motivvalg. Da han også havde fået udgivet fotos i vestlige medier som f.eks. Stern, havde Stasi 35 personer til at holde øje med Hauswald. Men på en eller anden måde undgik han yderligere forfølgelse, skriver Tagesspiegel, som også henviser til en tidligere artikel, hvor Hauswald portrætteres.

Hvis jeg skulle til Berlin nu, ville jeg tage en dag med DDR tema. Så ville jeg se både denne udstilling og udstillingen på Fotogalerie Friedrichshain. Hvis jeg kunne få råd til det, ville jeg også købe bogen med Hauswalds billeder og den bog, som er udgivet i anledning af DHM’s udstilling. Den sidstnævnte bladrede jeg i hos Dussmann, da jeg var i Berlin i påsken, og den ville gerne med mig hjem, men jeg måtte desværre spare lidt på skillingerne.

Se mere på http://www.kulturring.org/galerien.php 

Læs artiklen i Tagesspiegel – her kan I også se nogle af billederne.

Skriv gerne en kommentar