Czardasfyrstinden på Waldbühne

På lørdag den 17. august kl. 19.30 opføres Emmerich Kalmans operette Czardasfyrstinden på Waldbühne. Jeg har hørt lidt om opsætningen i Berliner Rundfunk og det skulle være ganske fantastisk. Der er flere billetter, kan jeg se på hjemmesiden for Seefestspiele Berlin (som står for forestillingen). Og de skriver, at hvis der bliver grundlag for det, bliver der en ekstra forestilling søndag den 18. august.

Operetten har 3 akter. Handlingen er noget lig det jeg skrev om i går, blot knap så dramatisk. Uropførelsen skete 17. November 1915 i Johann-Strauss Theater i Wien og spillede i to år derefter. Man vil måske bemærke sig, at 1915 er et år efter, at 1. verdenskrig var brudt ud – og det var jo en hel central begivenhed for Østrig-Ungarn. Ikke desto mindre var der plads til og måske endda behov for uforpligtende underholdning.

Handlingen – ja det handler om kærligheden igen. Fyrstesønnen Edwin Lippert-Weylersheim har forelsket sig i sangerinden Sylva Varescu. Edwins forældre mener imidlertid, at hun ikke er fin nok til ham og arrangerer i stedet en forlovelse med hans kusine. Altså har vi balladen igen.

Efter en del forviklinger og alliancer og ikke mindst en masse dejlig musik og sang får de to hinanden til slut (det sker der vist ikke noget ved at afsløre her).

Læs mere på Seefestspiele Berlin og Operetten-Lexicon

Se Czardasfürstinden på Youtube

Skriv gerne en kommentar