Byens smukkeste hjørne

Sådan omtaltes Ephraim-Palais i folkemunde på den tid, hvor det blev bygget. Det var hofjuveler og møntmester Veitel Heine Ephraim der fik bygget et Rokokopalæ ved hjørnet af Mühlendamm og Poststrasse. Det vil sige, det var et lille apotek, som arkitekten Friedrich Wilhelm Diterichs i 1765 byggede om til Ephraim. Grunden til at palæet blev omtalt som bygen smukkeste hjørne kan man se i dag på den bygning, som er en rekonstruktion – placeret 12 m. fra hvor det oprindelige palais stod. Den oprindelige bygning blev revet ned i 1936, da Mühlendamm skulle udvides. Huset omtales i bogen Kunst og arkitektur i Berlin, og her skriver forfatteren, at det er det mest elegante hus, der nogensinde er bygget til en privatperson.

Ephraim-Palais er i dag en del af Stadtmuseum og på Museumsportal Berlin kan man se, at der for tiden vises to særudstillinger.

Den ene handler om Werner-Viktor Toeffling 1912-2001). Han er et ukendt navn for mig, men det er han sikkert ikke for mange andre. Han var maler og teatermaler og arbejdede for flere af teatrene i Berlin, ifølge Museumsportal Berlin også for Deutsche Staatsoper. Udstillingen, der vises i anledningen af 100 året for kunstnerens fødsel, sætter specielt fokus på hans malerier, der omhandler eksistentielle temaer.

Den anden udstilling kan man se fra i morgen. Den vises i anledningen af Berlins 775 års jubilæum og portrætterer berlinere der siden 1237 har været med til at sætte præg på byen. Den kunne nok være interessant at se. Det må blive et af indslagen på minituren til Berlin nu snart. Interiøret i Ephraim lokker nemlig med et flot svunget trappeparti af format. Dem har jeg en vis svaghed for.

Læs mere om Ephraim-Palais og udstillingerne på Museumsportal Berlin

 

Skriv gerne en kommentar