I dag kunne Bertolt Brecht være fyldt 115 år. Tanken om, hvordan han ville have forholdt sig til den verden, vi lever i, er ganske interessant at gøre sig. En ting er nemlig helt sikkert: Han ville have haft holdninger til alle de samfundsmæssige problemer, som vi hører om hver dag i pressen. Og det ville måske have været klogt at lytte til dem, hvis det var sådan, at han var her og kunne formulere dem.

Men den dag i dag, kan vi godt have glæde af Brechts overvejelser og holdninger til samfundet omkring sig og de store spørgsmål i livet. For Brecht var en klog mand, som også forstod at formulere sine holdninger i digtning og dramatik, så de blev mere almengyldige og nærmeste lignelsesagtige.

På Literaturforum im Brechthaus indledes i morgen Brecht-Tage, hvor Brecht stilles overfor en anden af Tysklands store, samfundsengagerede digtere, Georg Büchner (1813-1837 – Woyzeck, Dantons Tod). Man prøver i flere forskellige arrangementer at se, hvor meget Brecht har været påvirket af Büchners litteratur (den anden vej rundt var jo ikke muligt) og i det hele taget at se ligheder og forskelle hos de to forfattere. Brecht-Tage løber til og med fredag den 15. februar og foregår dels i Literaturforum og på Maxim Gorki Theater.

Dette er måske ikke lige et tip til gennemsnitsturisten, men der skal også engang imellem være noget for feinschmeckerne. Se mere om arrangementet på hjemmesiden for Literaturforum im Brechthaus.

Skriv gerne en kommentar