Berlins ny lufthavn set fra cyklen

For mange, mange år siden i flyvningens spæde start,  eksperimenterede nogle pionerer med at komme op at flyve med store bevingede cykler. Det synes jeg i hvert fald at kunne huske,  jeg har set på film. De blev vist ikke hængende så længe i luften.

Her til morgen læste jeg en artikel i Tagesspiegel om cykelture i den nye lufthavn i Berlin, også kaldet BER.  Det trækker jo noget ud med den med at blive færdig,  og en af de gode ting ved det er, at der kan arrangeres rundvisninger i lufthavnen.  Den er jo nu så færdig,  at man kan få meget ud af sådan en tur. Men man skal nok alligevel ikke regne med, at man kommer til at lette med cyklen under turen…. Det kunne ellers være et flot syn…

Tagesspiegel har været med på en tur,  og i artiklen fortælles bl.a. om det specielle ved at få lov til at cykle rundt sådan et sted,  hvor det ellers aldrig ville være muligt.  Samtidig får man selvfølgelig fortalt om lufthavnen.  Som en af deltagerne siger,  er det altid en god idé at se sådan noget med egne øjne, som man hører så meget kritik om. Der har været megen skriveri om forsinkelsen af lufthavnen, og den er stadig et yndet emne i den tyske presse, ikke mindst fordi den selvfølgelig også bliver dyrere end oprindeligt planlagt.

Ved at gå ind på BERs hjemmeside kan man læse,  at en rundvisning på cykel varer 2 timer og at rundvisningerne finder sted i juli og august hver lørdag kl 14. Det koster 15 euro at deltage,  og der er en madpakke med i prisen. Man skal være fyldt 14 år for at deltage.  På hjemmesiden er der et telefonnummer, man skal ringe på, hvis man vil med på turen. Gør endelig det, hvis I  har lyst til sådan en tur. Jeg er sikker på, at de også taler engelsk på nummeret, hvis I ikke har mod på det tyske.

Det er også muligt at få rundvisning i lufthavnen i en bus.  Det kan I også læse mere om på hjemmesiden.

I kan læse Tagesspiegels artikel om cykelrundvisningen og se en billedserie, hvis I klikker på dette link.

Skriv gerne en kommentar