Berlinmuren og den kolde krig på udstilling

For et par dage siden citerede jeg Ronald Reagans tale ved Brandenburger Tor. Det blev igangsætter for murens og jerntæppets fald.

Ved Checkpoint Charlie er netop åbnet to nye udstillinger, hvor temaerne også er berlinmuren og den kolde krig.

Kunstneren Yadegar Asisi har i en 900 m²  cirkelrund bygning genskabt en dagligdag i Berlin i 1980’erne. Her er muren ned pigtråd, vagttårne m.m. selvfølgelig en del af det. Billedet i originalstørrelse og lydtæppet med politikercitater og musik er skabt med computerteknik. Abendschau bragte i går et indslag og de mennesker de taler med, siger at det virker meget stærkt og giver dem gåsehud. Kunstneren har selv levet i Kreuzberg med muren som dagligdag, og en af hans pointer med udstillingen er at vise, hvor nemt mennesker tilpasser sig de givne omstændigheder som livsbetingelser. Læs mere på Asisis hjemmeside om udstillingen. Der står desværre ikke, hvor længe udstillingen varer, men det kommer måske senere.

På den anden side af gaden er der også en helt ny udstilling at se. Det er den såkaldte Black Box Kalter Krieg. Det er planen, at der på stedet skal komme et museum om den kolde krig. Organisationen Berliner Forum für Geschichte und Gegenwart, som står bag udstillingen i den sorte bygning, står også for Checkpoint Gallery, den udendørs udstilling ved Checkpoint Charlie og for øvrigt en række andre projekter om Berlins historie. Se f.eks. også deres Internet Portal Berliner Mauer (ligger under berlin.de).

Hvis I planlægger et besøg ved Checkpoint Charlie, kan I altså godt beregne noget ekstra tid til de to nye udstillinger. Jeg håber, de stadig er der i november, når jeg skal til Berlin igen.

Få et indtryk af udstillingen i Black Box på tv.berlin – det er i øvrigt et sted, hvor man får en god orientering om, hvad der foregår i Berlin, man skal blot æde de små reklameindslag før nyhedsklippet.

Skriv gerne en kommentar