berlin-nyt.dk i 2012

Her ved årets udgang plejer vi at gøre lidt status for året der er gået. Når jeg gør det for berlin-nyt, så giver det en ret god fornemmelse. Selv om berlin-nyt kun er min hobby, lykkes det mig at finde tid til at opdatere med et tip hver dag, undtagen i ferieperioder. Det er ind imellem krævende, men det er også en stor tilfredsstillelse at kunne være vel nok Danmarks eneste rejse-blog, der hver dag i året formidler et forslag til læserne, om hvad de kan foretage sig i Berlin. En bonus jeg får ud af det, er at jeg er opdateret og klar, når jeg selv skal afsted – samt at jeg ved, hvornår der er noget at tage af sted efter.

berlin-nyt.dk har også i år haft et godt samarbejde med Kør-selv rejsebureauet Happy Days, samt indledt et nyt samarbejde med Wimdu, som formidler boliger i bl.a. Berlin. Billetfirmaet Classictic.com har også i år været at finde på siden, hvor de formidler information om koncerter og billetsalg via berlin-nyt.dk. Cykelturen Berlin-København til fordel for Kræftens Bekæmpelse blev også eksponeret på berlin-nyt.dk. Forfatteren til Ella Bella-guiden om Berlin for børn henvendte sig og fik præsenteret sin bog. Bogen blev endda blev anmeldt (meget positivt) af en børnefamilie jeg kender, som stod og skulle til Berlin.

Og så var det i år, at berlin-nyt kom på Facebook. Der er en lille fast skare som følger berlin-nyt på denne platform, 54 synes godtom’er – men det kan godt blive bedre, ikke sandt? Så I skal endelig gå på Facebook siden og klikke på tommelfingeren.

Et andet nyt tiltag på berlin-nyt i år var, at det lykkedes mig at få tilladelse fra Berliner Morgenpost til at bringe et RSS Feed. Jeg ville nemlig gerne have begge de to store Berliner-aviser repræsenteret, sådan at mine læsere kan orientere sig videre omkring aktuelt berlin-stof.

Ikke mindst vil jeg her ved årets slutning sige tak til de mange læsere, som henvender sig med et spørgsmål eller forslag til, hvad jeg kan omtale. Allerhelst ville jeg gøre det muligt at kommentere på bloggen, men desværre kommer der alt for meget spam ind på den måde, og efter at siden i foråret blev hacket, valgte jeg at lukke for kommentarer. Men skriv endelig til mig på mailadressen, som I finder under fanen “Om berlin-nyt”, hvis I har noget at fortælle mig. Det er der som nævnt mange, der har gjort i år om mange forskellige ting, og der kommer altid et svar tilbage herfra efter bedste formåen.

Jeg glæder mig til næste år med berlin-nyt, hvor der jo igen bliver mange ting at se og opleve i Berlin. I morgen kommer der et overblik i listeform over begivenheder i 2013.

Skriv gerne en kommentar