Berlin 1945 – DVD fra History Vision

Da jeg var i Berlin for et par uger siden mødtes jeg med en af mine samarbejdspartnere, en medarbejder fra firmaet history-vision.de. Hun sendte mig et par dage efter jeg kom hjem en ny DVD, som history-vision har produceret i anledning af 70 året for krigsafslutningen.

DVD’en hedder Berlin 1945. Trümmer, Tränen, Neubeginn. History-vision har samredigeret historisk arkivmateriale, også farveoptagelser fra byen. Vi ser de sidste tragiske krampetrækninger, da russerne indtager byen og en fuldstændig meningsløs tysk modstand beordret af nazisterne. Der er barske optagelser, bl.a. af Gobbels familiens lig samt optagelser fra Hitlers hovedkvarter og bunker – resterne efter hans og Eva Brauns selvmord. Der er optagelser af den ødelagte by, Stadtschloss, Berliner Dom, Gendarmenmarkt.

Vi følger befolkningens overlevelseskamp under russerne styre i mangel på bolig, infrastrukur, strøm og vand. En tid præget af sult, hamstring, sortbørnshandel og voldtægt. Man ser hvordan børn lever på gaden og leder efter deres familie, der måske lever endnu, måske er døde – så hjerteskærende at se en 9 årig dreng med alt sit habengut i en bylt på ryggen vandre gennem ruinerne. Vi ser også familier blive genforenet, når de overlevende soldater kommer hjem. Og på vanlig tysk maner får vi en hel del fakta og tal undervejs.

Vi ser også, hvordan byen igen bygges op. Selvfølgelig bliver de legendariske Trümmerfrauen skildret, og her fortælles det faktisk, at man ikke fik rationeringsmærker, hvis man ikke hjalp til. Kunne man ikke arbejde, fik man færre rationeringsmærker. Det fortælles, at på to uger fik man hovedgaderne ryddet for murbrokker. U-Bahn og S-Bahn kommer i drift, der kommer igen system i det politiske liv og medierne, ligesom kulturlivet igen kommer igang. Sommeren, der får det lyse liv frem, en soldat der sidder på jorden og spiller på et flygel uden ben, cafélivet der dukker frem igen på Kurfürstendamm. Trods alle trængslerne nydes freden.

Vi følger også de historiske begivenheder i forbindelse med kapitulationen, de allieredes ankomst til Berlin og  zonedelingen. DVD’en begynder med optagelser fra Berlin, som byen ser ud i dag, og det slutter den også med. Hele filmen er ledsaget af en mandlig speaker (tysk), som på en rigtig god måde binder optagelserne sammen i et tidsbillede på Berlin i året 1945 fra krigsslutningen og frem til slutningen af året.

Nu må det ikke misforstås, som om jeg ynder at svælge i krig og ødelæggelse, men det er faktisk interessant at se dette tidsbillede af Berlin, når man kender byen så godt nu.

Jeg har fået lov til at anbefale DVD’en på berlin-nyt. Da den er produceret i samarbejde med Tagesspiegel kan den også købes i Tagesspiegels shop. Her kan I også se et par minutters prøve på DVD’en.

Foto: KIrsten Andersen
Foto: KIrsten Andersen

Skriv gerne en kommentar