I morgen aften, fredag den 21. oktober kl. 19.30 og på tirsdag den 25. oktober kl. 19.30 er der balletforestilling i Deutsche Oper. Det er Staatsballett Berlin, der danser – dem har jeg set i Deutsche Oper i forestillingen Snehvide, og det var en balletoplevelse, jeg aldrig glemmer.

Nu er det Victor Hugo’s Klokkeren fra Notre Dame i balletversion, der er på programmet. Det står i omtalen på Deutsche Opers hjemmeside, at allerede kort tid efter, at romanen udkom, blev der skrevet en balletversion, og den kom til at hedde La Esmaralda. Musikken er af Cesare Pugni, som jeg aldrig har hørt om før, men et opslag på Wikipedia er  jo altid oplysende. Det er en italiensk komponist, som levede fra 1802-1871 og som har meget balletmusik på samvittigheden. Deutsche Oper fortæller, at La Esmaralda var på Bolschoi Ballettens program indtil i begyndelsen af 1930’erne.

Forestillingen anvender rekonstruerede historiske kulisser og kostymer. Den oprindelige koreografi af  Marius Petipa er nyskrevet af Yuri Burlaka, som er tidligere leder af Bolschoi balletten i Moskva, og son har specialiseret sig i at genskabe historiske versioner af balletter.

Se mere på Deutsche Opers hjemmeside om billetter m.v.

Skriv gerne en kommentar