For nogle dage siden skrev jeg, at Claud Lanzmann i år modtager Berlinalens æresbjørn for sit livsværk – ikke mindst filmen Shoah. Jeg har ikke selv set filmen, men den er nu på listen over film, der skal ses. I filmen interviewer han så vidt jeg har forstået overlevende KZ-ofre og nazistiske ansvarlige for drabene i lejrene.
I går bragte Tagesspiegel et langt interview med den nu 87-årige Lanzman, og hvis I har mod på det tyske, synes jeg I skal læse det. Det giver et indtryk af personen Lanzmann, og det fortæller os noget om, hvor svært det er for alle efter en krig som 2. verdenskrig at leve med alt det, der er blevet begået af forfærdeligheder. Og det viser, at alt trækker tråde med sig langt frem i tiden. Jeg tror det er godt, at vi har nogle kunstnere til at behandle stoffet, så vi kan tænke over det en gang til og tage det med os i vores gøren og laden.
Vi kan jo slet ikke sætte os ind i, hvordan det er at være barn eller barnebarn af en SS-mand, som har været skyld i at ganske uskyldige mennesker blev dræbt i Kz-lejrene. Det må jo være en forfærdelig arv at bære på. Men vi kan måske prøve at gøre os umage for at vi ikke er med til at stigmatisere mennesker, fordi de ikke ligner os selv. Det er desværre ikke så fjernt fra os. I dag var jeg med bussen på arbejde og overhørte at en ældre dame på vej ud af bussen talte rigtig grimt til to somaliske kvinder. Jeg siger ikke, at vi kan sammenligne det med nazisternes terrorhandlinger. Men hvis jeg var stået af bussen samme sted, havde jeg nok ladet et par ord falde til den ældre dame.
I kan læse interviewet med Claude Lanzmann på Tagesspiegel online.
Læs om Claude Lanzmann på Hommage Claude Lanzmann Goldener Ehrenbär
Se indslag fra RBB om Lanzmann og tildelingen af æresbjørnen