Anne-Sophie Mutter og Lambert Orkis i Philharmonie

Onsdag den 7. marts kl. 20 spiller Anne-Sophie Mutter sammen med pianisten Lambert Orkis i Philharmonie.

På programmet er Mozarts Sonate for violin og klaver G-Dur KV 379,  Schuberts Fantasi for violin und klaver C-Dur D 934, Lutosławskis Partita, og Saint-Saëns’ Sonate for violin og klaver Nr. 1 d-Moll op. 75.

Der er flere grunde til, at jeg vil anbefale denne koncert. Anne-Sophie Mutter er en af dem. Hun har siden Herbert von Karajan tog hende under sine gudbenådede musikervinger været et ikon og idol for klassiske violinister. Hun var smuk og havde en krop som en fotomodel og det udnyttede hun, når hun stod på scenen – altid flot og dejlig at se på. Det havde nok ikke nyttet noget, hvis hun ikke var lige så dejlig at høre på, og det var hun heldigvis. Jeg sidder med en 4-box CD foran mig nu, hvor hun spiller sammen med netop Karajan og Berliner Philharmonikerne – Deutsche Grammophon, Die Grossen Violinkonzerte. Mozart, Beethoven, Mendelssohn, Bruch og Brahms. Værsgo, så er de der allesammen. Den første optagelse på CD’en er fra 1978, da har Anne-Sophie Mutter været 15 år. Det er næsten ikke til at tro – for her spiller hun allerede fantastisk. I kan selv regne ud, hvor gammel hun er nu. Og på YouTube kan man se på nye optagelser, at hun stadig er smuk og spiller fantastisk. På koncerten den 7. marts i Philharmonien spiller hun som nævnt sonater – det er helt gennemsigtigt kammermusik for to instrumenter – det er musik for voksne, spillet af voksne. Og det skal nok blive godt.

Repertoiret på koncerten er en anden grund til at jeg anbefaler koncerten. Det er ikke alt for udfordrende, hvis man ikke er helt fortrolig med klassisk musik, men gerne vil snuse til det. Samtidig kan man opleve en af verdens bedste koncertsale, hvilket er den tredje grund til at jeg anbefaler koncerten. Koncertsalen har, siden den blev bygget, været forbillede for mange andre koncertsale verden over, bl.a. DR’s nye koncertsal. Tag et kig ind på Philharmonies hjemmeside – link herunder – og læs lidt om koncertsalens historie.

Lambert Orkis skal heller ikke helt forbigås. Han er en velrenommeret amerikansk pianist, som har spillet med mange store solister gennem tiden. Han er ikke så repræsenteret på internettet, men har dog en hjemmeside. Det ser ud til, at han er så optaget af at spille, at han ikke har fået tid til at gøre den færdig – men et citat fra siden tillader jeg mig at gengive her, for det er jeg ganske enig i :

“I feel that music is essential to life and has the power to revitalize mankind.”  (Lambert Orkis)

Køb billet til koncerten gennem  

Læs mere på Anne-Sophie Mutters hjemmeside og se hende og Lambert Orkis spille Mozart på YouTube

Philharmonie Berlin’s hjemmeside – tag f.eks på en virtuel rundvisning.

Skriv gerne en kommentar