Anna Netrebko og Daniel Barenboim spiller og synger for Staatsopers sanering

To af verdens ypperste musikere og stjernesolister optræder i aften kl. 20 på Staatsoper i Schiller Theater til fordel for saneringen af Staatsoper på Unter den Linden. Anna Netrebko synger, Barenboim dirigerer sit Staatskappelle. På programmet er musik af Richard Strauss, bl.a. de dejlige sange Morgen og Caesilie, som jeg kan huske at have hørt for første gang sunget af Jussi Bjørling og senere af Jessye Norman og Kiri Te Kanawa. I aften kan man altså høre dem sunget af selveste Anna Netrebko. Desuden spilles og synges musik  af Berlioz, Boito og Verdi. I koncertbilletten er inkluderet en introduktion til koncertern kl. 19.15.

På Staatsopers hjemmeside kan jeg se, at der er billetter tilbage. Som det ofte er til velgørenhedskoncerter er det billetterne til de høje priser, der er tilbage. Hvis man ikke synes, at man vil slippe så meget til fordel for Staatsoper, så kan man prøve at forhøre sig om der kan være uafhentede billetter til noget lavere priser. Billetkontorerne både på Bebelsplatz og i Schiller Theater har åbent fra kl. 12 – jeg vil anbefale, at man går derhen og spørger. Eller hvis man bor på hotel, så bed hotellet om at spørge. Endelig kan jeg se, at på Staatsopers hjemmesides “Schwarzes Brett” er der en, som tilbyder 2 billetter til oprindelig pris 55 € – det betyder, at man kan maile til udbyderen og byde en pris. På Staatsopers hjemmeside kan man også downloade koncertprogrammet som pdf. Det er et rigtigt flot program, der fortæller om komponisterne, Netrebko, Barenboim, Staatskapelle og ikke mindst er der en stor artikel om Staatsoper Unter den Linden og renoveringsarbejdet.

www.staatsoper-berlin.de

Skriv gerne en kommentar