André Rieu i Berlin

Den 16. august spiller André Rieu og hans store festlige orkester i O2 World i Berlin. Det gad jeg godt være med til.

I dag var jeg en tur i TP musik og skulle købe en film. Så lå der i en kurv lige når man kom ind et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. To DVD’er med André Rieu live. Jeg så den ene i aftes – koncert fra Royal Albert Hall. Hvor er det bare noget man bliver “glad i låget” af! De er så dygtige de musikere, og de har et humør og et overskud af en anden verden. De behersker snart sagt alle genrer. På Royal Albert Hall koncerter er det Strauss, Glenn Miller, Brasiliansk samba og så går der lige tre af de kvindelige musikere ned og giver et Andrews Sisters Repertoire. Man troede jo ikke det om englændere, men de springer op og danser på gangene mellem sæderækkerne. Pludselig vælder der et hav af farvestrålende balloner ned over publikum og hen under slutningen af koncerten kommer der et sækkepibeorkester ind og spiller Scotland the Brave – og de bliver der selvfølgelig og spiller med på Auld Lang Syne.  Hvor er det bare herligt. Jeg tror sådan en koncert er et ret godt alternativ til antidepressiv medicin. Det er simpelt hen umuligt ikke at blive i godt humør, hvis man ikke var det i forvejen.

Så var det jeg lige ville se, om Rieu ikke snart skal spille i Berlin – og det skal han nemlig. Så gå ind på Eventim.de og bestil billetter, hvis I vil have en god oplevelse. Jeg har set, at Riis Rejser arrangerer ture til koncerten. Jeg ved ikke om de har flere pladser, men det kan I jo selv undersøge.

I skal også lige have adressen på André Rieus hjemmeside.

Skriv gerne en kommentar