Årets mest stille dag

Mon ikke det er i dag, den 25. december, der er årets mest stille dag. Sådan har det i al fald altid været i mit liv. Kontrasten til den hektiske tid før jul og kulminationen i juleaftensfesten. Ikke mindst da børnene var små og spændingen om gaverne næsten ikke var til at holde ud.

Jeg tror, at juledag for alle er en dag, hvor man slapper af på fuld styrke, hvis man kan sige det sådan. Mange tager sig en spadseretur for at få appetitten vakt til næste julemåltid – eller bare for velbefindendets skyld.

I Berlin er der mange muligheder for en spadseretur enten i en af parkerne i byen eller bare i byen. Så det skal være mit tip til jer i dag: på med de gode travesko og tag en god spadseretur. Det er vel lovligt undervejs at gøre stop ved et julemarked og få sig en Glühwein til at varme sig på. Eller måske mest for hyggens skyld, for temperaturen kommer faktisk helt op på 10 grader i dag i Berlin, siger vejrudsigten.

Inspiration til en spadseretur kan I finde i et af mine tidligere indlæg.

Skriv gerne en kommentar