1000 gange Unerhörte Musik

I fredags var vi til en koncert i BKA Theater med Maria Franck. Det var i pop/ballade genren og ganske hyggeligt. Så fik jeg set den lille teatersal, hvor koncerterne med ny musik opføres hver tirsdag året rundt, undtagen i sommerferien. Teatret ligger på Mehringdamm nr. 34 – man kan tage U6 mod Alt Mariendorf og stå af på stationen Mehringdamm (fire stationer fra Friedrichstrasse), og så ligger det på den modsatte side af gaden. Der er tydeligt skiltet udenfor, men det er lidt tricky, at man skal ind i en port og op på 5. sal. Hvis man kun er ude for at købe billetter, som vi var om torsdagen, så skal man ringe på, hvor der står BKA Theater, og sige at man gerne vil købe billetter. Så bliver døren åbnet. Der er elevator op, men man kan også sagtens tage trappen…

Det er en lille hyggelig teatersal med plads til 600 tilskuere (siger de selv) – det ser der ikke ud til at være plads til, men afhænger jo nok af opstillingen. Da vi var der, var der også borde stillet op ved nogle af pladserne.

I dag er det tirsdag, så der er klassisk koncert i aften. Nu er jeg hjemme i Aalborg igen og kan ikke gå til den 1000. Unerhörte Musik koncert. Men jeg vil anbefale det, for det vil blive en helt speciel oplevelse. I programmet er der “Grusswort” fra Klaus Wowereit, som støtter koncerterne. Det er fint og helt på sin plads, at en by som Berlin har sådan en koncertrække. At det nye bliver understøttet.

På koncerten i aften er det Kammerensemble Neue Musik (KMN), der spiller musik af 4 kvindelige komponister, der har vundet priser for deres kompositioner de senere år: Clara Maïda, Eun-Hwa Cho, Naomi Pinnock og Lula Romero. Programfolderen fortæller, at KMN blev grundlagt i 1988 i det daværende Østberlin og er i dag et af fyrtårnene, når det gælder ny musik i Berlin. Se mere om programmet på hjemmesiden for Unerhörte Musik

Koncerten begynder kl. 20.30 – god fornøjelse!

Skriv gerne en kommentar