Velgørenhedskoncert i Admiralspalast med Max Raabe og Palastorchester

I morgen, lørdag den 10. oktober spiller Max Raabe og Palastorchester velgørenhedskoncert i Admiralspalast.

Hvis I er i Berlin og endnu ikke har hørt dette fantastiske orkester, så er der ingen som helst grund til ikke at gøre det på lørdag.

Alle billetter koster 40 € og alt der kommer ind går til  “Aktion Deutschland Hilft” – arbejdet med at hjælpe de mange flygtninge, som er kommet til Tyskland den seneste tid.

Max Raabe fortæller i et radiointerview, at det var et af orkestrets medlemmer, som fik idéen og at han egentlig selv var ret tøvende i starten, fordi han var bange for, at nogle ville synes, at orkestret nu bare ville promovere sig på en aktuel sag. Men han blev overbevist, fordi det jo er en god sag, og fordi han gerne ville vise de mange mennesker støtte, som står til rådighed for at hjælpe med at tage imod flygtningene – og disse mennesker og flygtninge er også inviteret til koncerten.

Han siger også i interviewet, at programmet hovedsageligt vil være det, som de turnerer med for tiden Eine Nacht in Berlin – men at det måske vil blive en lidt anderledes koncert. Har man fået en rigtig god plads til de 40 € har man måske også lyst til at give et lille bidrag mere til velgørenheden, siger Raabe.

Læs mere på Palastorchesters hjemmeside, hvor I også kan bestille billetter og høre radiointerviewet.

Og her en prøve på hvad der venter jer:

Skriv gerne en kommentar