Der er museumsfest for hele familien på Deutsches Historisches Museum i denne weekend – med gratis entré til det hele. Jeg nævnte det i går – og jeg var derinde i går. Jeg nåede ikke alt det, jeg gerne ville – men jeg nåede det jeg helst ville: at se udstillingen The Eyes of War og at komme med på en Kurzführung, som alligevel varede 45 min.
Men inden jeg fortæller mere om det, skal jeg nævne lidt om det program, der altså også er i dag. Der er dagen igennem rundvisninger i udstillingerne og særudstillingerne, der er særlige familierundvisninger, og der er rundvisninger på engelsk og en enkelt på fransk. Man kan blive sminket, der er udklædningssteder med historiske dragter, og der er et underholdningsprogram for børn på scenen i Schlüterhof. Der er også en lille afdeling i den nye bygning, hvor man kan fremstille et mini-banner, som kunne have været med i den fredelige demonstration i DDR. Der er i indgangshallen fra Unter den Linden forskellige stande med oplysninger, f.eks. var der en om om Stasi-arkiverne. I Schlüterhof sælger de også kaffe, vand og lidt at spise.
Udstillingen jeg så og fik rundvisning i har titlen The Eyes of War. Den handler om mennesker, som har mistet synet i krigen, under krigen eller efter krigen – og det er nærmere bestemt 2. verdenskrig. Det er den hollandske fotograf Martin Roemers, der i et flerårigt projekt har fotograferet og interviewet mennesker, som er blevet blinde og nogle også på anden måde handicappet på grund af krigen. Det, der fascinerer fotografen, er at de portrætteredes ansigter har et blik og ser på os, selv om de ikke kan se med deres øjne. Og man må give ham ret, når man går og ser de mange portrætter af både kvinder og mænd fra Tyskland, Holland, Rusland og Storbritannien.
Sammen med billederne er personens lille beretning om, hvordan vedkommende mistede synet gengivet på siden af søjlen med portrættet. Hele udstillingen er tilrettelagt, så den kan opleves af blinde og svagtseende – der er afmærkninger på gulvet, så det kan mærkes, hvor man er i rundgangen og afstanden til søjlerne. Ligeledes er der et hæfte med teksterne i braille-skrift og nummeret ved portrættet står også i braille-skrift.
Det er hjerteskærende at gå og læse fortællingerne om, hvordan mange af personerne har mistet synet ved at lege med ammunition, som bare blev efterladt uforsvarligt, da krigen var forbi. Andre er blevet beskadiget ved bombardementer, i krigen, eller under produktion af ammunition. Men det er også optimistisk at læse, at mange af dem fortæller, at de har fået uddannelse og har haft og stadig har et godt liv. En af dem har arbejdet som dommer, og han hævder, at han var bedre til at høre usikkerheden i anklagedes stemmer end han ville have været, hvis han også kunne se dem.
Jeg kan varmt anbefale udstillingen, som vises til 4. januar næste år. Afsæt en time eller to for at få et godt udbytte af udstillingen.