Udstilling med vinderprojekter til ZLB i Tempelhof

I dag åbner en udstilling med de to vinderprojekter for Berlins nye Zentral- und Landesbibliothek i det tidligere lufthavnsområde Tempelhof. Udstillingen vises februar måned ud, og åbningstiderne er kl. 12-19 i hverdagene og kl. 11-16 i weekenden. Udstillingen er lukket 12.-14. februar – sikkert på grund af et særarrangement. 

Zentral- und Landesbibliothek er nu fordelt på tre steder i Berlin, og der er alle steder alt for lidt plads. Så nu skal der bygges et helt nyt bibliotek, som skal rumme alle tre biblioteker.  Det er også allerede bestemt, at det nye bibliotek skal placeres i den sydvestlige udkant af arealet. Så bliver det muligt at gå dertil fra U- og S-Bahnhof Tempelhof, og der er tilslutning til A100. Da man byggede Tempelhof lufthavn i 1920′erne var det tænkt ind, at man via U-bahn eller taxa skulle kunne sidde i operaen Unter den Linden ca. 40 min efter at man var landet. Bare for at sige, at den tanke nyder man godt af i dag – det giver jo mange flere muligheder for at forlægge forskellige institutioner og virksomheder til Tempelhof.

Der blev i december 2012 udskrevet en offentlig idékonkurrence for byggeri af det nye bibliotek. 55 arkitektfirmaer har deltaget, og i foråret 2013 blev der udvalgt 8 af de deltagende forslag.

De 8 vindende idéprojekter blev  udstillet fra den 18. april til 17. maj i den tidligere lufthavnsbygning, og i december 2013 blev feltet altså indsnævret til 2 vinderprojekter, som deler 1. pladsen. Nu skal folkene bag de to projekter arbejde videre, og herefter vil det så blive besluttet, hvilket af projekterne, man vælger.

Det skønnes, at byggeriet af det nye bibliotek vil koste 270.000.000 € (brutto). Byggeriet skal begynde 2016 og skulle stå færdigt 2021.  

Læs mere på Tempelhofer Freiheits hjemmeside

Skriv gerne en kommentar