På dette Berlin-besøg fik jeg lejlighed til at se udstillingen Grenz Erfahrungen Alltag der deutschen Teilung i Tränenpalast (Tårepaladset) ved Bahnhof Friedrichstrasse.
Siden stedet åbnede som udstillingssted sidste år har jeg ønsket at se det, men det har ikke passet før nu.
Udstillingen viser aspekter af de konsekvenser det fik for den tyske befolkning, at landet blev delt i to stater efter anden verdenskrig, især efter at muren blev bygget i 1961 for at forhindre den massive flugt fra det kommunistiske diktatur.
Historien om murens byggeri og dens fald bliver også fortalt i Tränenpalast, men det er selve bygningen, som er midtpunktet i fortællingen. Bygningen blev rejst i 1962 og forbundet til banegården via en korridor. Det var den vigtigste grænsestation mellem Øst- og Vestberlin, og der blev her foretaget en skarp kontrol af de personer, der rejste frem og tilbage. Det bliver vist på filmklip, hvordan interieuret bliver afmonteret, da der efter murens fald ikke længere er brug for kontrol, og der er eksempler på de originale skilte i bygningen.
I udstillingen står eksempler på sluserne, som man skulle igennem. Måske kan det ses på billedet her, men i hvert fald, når man står der, lægger man mærke til, at der er ekstremt højt op til, hvor kontrolpersonalet sad. Så man er virkelig blevet betragtet oppefra og ned, og det må have virket ekstremt formyndende og kontrollerende.
Bygningens navn Tränenpalast refererer til de tårer, der blev fældet, når man igen tog afsked med familien. Således er der også et afsnit i udstillingen, hvor familiemedlemmer fortæller, hvad det har betydet for dem og deres familie, at de blev adskilt og ikke kunne besøge hinanden som de havde lyst.
Nogle mennesker valgte at forblive i vest, når de var der på besøg. Deres historier bliver fortalt via nogle kufferter, som indeholder de få genstande, som de kunne tillade sig at vælge at tage med, når de forlod deres hjem for evigt. En af kufferterne indeholder også noget af familiens arve-porcelæn. Det havde de gravet ned inden de flygtede, og efter genforeningen har de gravet det op igen, hvilket vises på et foto. Udstillingen bliver på denne måde meget vedkommende, og det bliver helt tydeligt, hvor meget verdenspolitikken og den kolde krig kom til at betyde for den enkelte familie. For man skal tænke på, at familier blev vilkårligt adskilt da muren blev bygget, og at det var helt almindelige familiebesøg, der blev besværliggjort af grænsekontrollen.
Et andet sjovt fænomen, som fortælles på udstillingen, er at det i 1964 blev tilladt for pensionister i DDR at rejse til Vest Berlin flere gange om året. Det var der mange, der benyttede sig af, og på den måde blev pensionisterne til en slags kurerer, som bragte vestvarer med tilbage til Øst Berlin.
Udstillingen i Tränenpalast er en interessant, personliggjort og anderledes fortalt historie om den delte by, muren og dens fald. Det kan varmt anbefales at besøge museet. Udstillingen hører under Stiftung Haus der Geschichte og entréen er gratis.
Se mere på hjemmesiden for Tränenpalast.