Slottet i Berlin

Byggeri Humboldt Forum,  oktober 2014. Foto: Kirsten Andersen
Byggeri Humboldt Forum, oktober 2014. Foto: Kirsten Andersen

Det skrider godt fremad med byggeriet af Berliner Stadtschloss, eller rettere sagt Humboldt Forum. Nu er det oppe i 4 etagers højre – selvfølgelig kun med den rå skal indtil videre.

I går var jeg en tur inde i Mitte og tog turen op ad Unter den Linden. Målet var bl.a. at se, hvordan det går med byggeriet sådan lidt på nærmere hold og så også se Humboldt Box. Der var tilbud på entréen til Humboldt Box i går, så for 3 Euro pr. næse fik vi adgang til hele det store info-rum om slottets historie og om byggeriet af Humboldt Forum.

På 1. sal i Humboldt Box kan man se en model af det gamle barokslot og en model af det nye slot, der får 3 facader i den gamle barokstil og 1 facade i moderne arkitektur. På 2. sal ser man en imponerende præsentation på en trefløjet skærm, der beskriver, hvad man kommer til at møde i den nye bygning, Humboldt Forum, når det kommer til at stå færdigt i 2019. Det er bl.a. samlingerne af kunst og kultur udenfor Europa fra museerne i Dahlem. Dem besøgte vi i går formiddags, og det fortæller jeg lidt mere om i morgen. På 5. sal i Humboldt Box er der restaurant og udsigtspunkt, derefter kan man tage elevator ned til stuetage igen.

Følg slotsbyggeriet på linket til webcam’et her i berlin-nyts sidespalte. Og læs mere om det på hjemmesiden for Humboldt Forum.

Læs historien om Berliner Stadtschloss på Anders Bager Eriksens historiskerejser.dk

 

Skriv gerne en kommentar