Schöneberg og Akazienkiez. En guidet tur “im Kiez”

Tekst: Morten Andersen.

Schöneberg og Akazienkiez. En guidet tur “im Kiez”   Om skribenten

Jeg hedder Morten, er tæt på de 40 og er én af de mange “stenrige” udlændige, der i “nullerne” købte lejlighed i Berlin. For min kæreste (- Ja, det er en mand!) og jeg var det en kombination af, hvad sociologer så fornemt kalder “double-income – no-kids”, kombineret med nysgerrighed, en smule udlængsel og en altid tilbagevendende og forkælet “ø-kuller” over et helt normalt arbejds- og forstadsliv i det østjyske. En udadvendt livsstil, – kærlighed til fest, farver, kultur (og tysk kultur) -og i særdeleshed – selvfølgelig – Berlin gjorde valget mellem “almindeligt” sommerhus eller et “get-away” i Berlin nemt.

I tiåret før vores køb havde vi bare brugt dumt mange penge(!) på hoteller i Hamburg og Berlin. Ikke en god investering, men vi var allerede dengang indædte frankofile – med tysk fortegn!  Vi søgte aktivt lejlighed i Berlin i halvandet år og boede i den periode i samtlige af byens bydele og fik en god fornemmelse af deres forskellige profiler og for og imod, når det kommer til et match med os og vores præferencer. – I jakkesæt på vej til eller fra operaen gennem et over-graffitiforurenet nabolag fuldt af ”flaskesmadrende lidt for festglade 20-årige” var måske bare ikke det rigtige for os og så videre.

Temmeligt atypisk i forhold til alle de “sikre” investeringer i de potentialefyldte tidligere østkvarterer, som alle andre på den tid investerede i, endte vi i Schöneberg. Vi ville jo også have en slags liv her: – To værelser, “two blocks” fra KaDeWe, i et kvarter, hvor og hvorfra vi bekvemt kunne få styret vores trang til at være både turister og private. – Vi kan gå ud eller blive hjemme. Vi kan geare op eller ned. – Vi kan gå til Kurfürstendamm eller i Tiergarten eller hurtigt tage en U-Bahn videre ud i millionbyen.

Bydelen har heldigvis siden vokset på os. I hvert fald har vi i snart ti år tilbragt årligt omkring 50 dage her til afslapning, opladning, inspiration, forkælelse og kultur (bar-kultur er jo også kultur, som vi siger) i al slags vejr og til alle lejligheder. Slet og ret har vi bare skabt os og fået et “home away from home”, der “virker” for os her. – En privilegeret mulighed for at bytte én virkelighed ud med en anden. – Det er Berlin for os. – Det bedste vi har gjort! – Her er altid noget at komme tilbage til. – Altid noget at glæde sig til og frydes over! I begyndelsen var vi måske ikke så velformulerede omkring, hvad vi faldt for ved netop “vores” Schöneberg. Teksten her er at betragte som en “homage” til netop det!

I de perioder, hvor vi enten arbejder eller plejer vores venner her i Danmark, dulmer skribenten her flittigt sin Berlinerlængsel og ditto abstinenser med twitter up-dates og nyheder om og fra Berlin, bl.a. via de daglige, altid inspirerende, pålidelige, trofaste og underholdende tweets fra Berlin-nyt.dk, som følgende er dedikeret til. Hvor er vi? Berlin, Berlin! – Damahls bis heute: En kejserby – en hovedstad – en ekspanderende hovedstad – en verdenskrig – en metropol – en krise – en verdenskrig vol. II! – en ruin – en mindre by – en splittet by – en verden til forskel – et mekka for alternative livsformer og undergrund-miljøer – en genforening – en byggeplads – et paradis for turister, spekulanter og hipsters på samme tid.  Her er vi! – Berlin er beruselse og forførelse med al sin “Vielfalt” (mangfoldighed), tolerance, historie, kultur, arkitektur (og mangel på samme!) – Alt er muligt på alle niveauer! En by i konstant bevægelse og forandring. Et økonomisk mareridt for Tyskland er byen også. – Den meget upraktiske placering på en mark 300 km øst for der, hvor alting ellers sker i det stærke Vesttyskland og tidligere “Wirtschaftswunder” har gjort det svært at lokke private virksomhed og koncerner til. – Og så var genopbygningsårene efter murens fald bare dyre(!) – I skrivende stund, primo 2014 er der dog optimistiske tegn på, at dette omsider er ved at vende! Medicinal- og IT-industri vinder frem. Der bygges – nu i højden – og investeres stadig massivt af (- og til!?) udenlandske velhavere. Turismen spås endnu mere fremgang, og som overalt i verden har små som store byer befolkningstilvækst i en stadigt tiltagende “urbanisering”. – Hvem ved, hvad det hele vil gøre ved byen i løbet af det næste tiår? Stigende priser på huslejer, privat ejendom, ejendomsforsikringer og fællesomkostninger er for længst virkelighed. – Selvfølgelig med afledt øget lønpres.

Til sidst eller måske snarere som en start på det følgende, et buzz-ord, der virkelig rydder overskrifter i byen disse år: “Gentrificering”! – Berlins velsignelse og forbandelse. Den ressourcestærke, såkaldte “kreative klasse” – ofte tilflyttere, “Wahl-Berlinere” og deres “fortrængning” af hele bydeles oprindelige knap så ressourcestærke beboere, med de nye indflytteres højere krav til luksusboliger, istandsættelser, moderniseringer, chikke barer, cafeer, restauranter, designerbutikker m.m. – Gentrificering er, hvad spekulanterne håbede på og forudsagde, da de købte lejligheder og ejendomme op – hovedsageligt i det tidligere Østberlin – i årene efter murens fald. – Undertegnede husker stadig hypen, avisartiklerne, forudsigelserne, argumenterne og eksperterne. – De fik ret! – Boligpriser og omkostninger for lejere såvel som ejere går i vejret. Folk presses ud af deres boliger. En udvikling, der i bogstavelig stand sætter biler i brand! Berlins rebelskhed og autonomitet i disse tidligere venstreorienterede kvarterer er gang på gang “håndgribelig”, – men man skal kun bekymre sig, hvis man kører i – og parkerer så store biler, at der ligefrem står skrevet kapitalist og ejendomsspekulant på dem. Følgende indlæg er ikke tænkt til Berlin-begynderen, men snarere til den erfarne rejsende, der har set Brandenburger Tor og KaDeWe de første ti gange, – og som har taget turen væk fra “the sights” og turistfælderne omkring dem og på boulevarderne og helst også har været så langt som ved vandtårnet ved Kollwitzplatz, Prenzlauer Berg. – Helst skal man også have set og oplevet Kreuzberg  i området omkring Victoria Park , Mehringdamm,  Bergmannstrasse og Marheinekeplatz og været “hooked” på mere. Prenzlauer Berg og Kreuzberg løber i disse år med stort set al medie turistomtalen, når der indforstået skal tales “insider-tips” eller oplyses om det mere “rigtige”, “knap så turistede” eller “autentiske” Berlin, – og de er også skønne, og skribenten her er ikke hverken romantiker eller hykler. – Han kan da meget bedre lide disse lækre gentrificerede, selviscenesættende områder for de få med hang til damebladsidyl og politisk korrekt “overskudslivsstil” – end de “originale”, kantede, slidte, – måske ligefrem “utrygge” eller etniske områder, med deres “rigtige” berlinere, – hvad det så end måtte være!?  -Hellere Bergmannstrasse end Oranienstrasse og Kottbusser Tor. -Auf jeden Fall:-)) En anden og væsentlig hemmelighed ved disse “non-tourist” områder, ud over den omtalte “åh så komfortable, bekvemme og sympatiske gentrificering”, skal beskrives med det tyske ord for det engelske ord “neighbourhood”,  nemlig “Kiez”, der på en mærkelig måde dækker over mere end det danske ord “boligkvarter”. -“Kiez” et sted, hvor man lige kender smutvejen til den bedste legeplads og lige ved, hvilket lyskryds der hurtigst skifter til grønt, og hvor det synes, at alle kender hinanden godt, altså et boligområde med strejf af noget trygt og lokalt. – En slags lille “landsby” i byen. – Et ord, der i den forbindelse virkelig “sælger” er Kiez-Stimmung/ kiez-atmosfære. – Og det er IKKE den fede “smart-i-en-fart” New-Yorker-metropol stemning, som Mitte tilstræber med high-end shopping, flagship-stores, über-cool og gennemdesignede restauranter, komplekser af imponerende færdigindrettede ejerlejligheder med concierge og fitnessrum tiltænkt nyrige og udlændinge, for er der én ting, de bare ikke kan byde på, så er det kiez-stemning! – Og det vil vi ha’. -Der vil man hen, – og det skal vi nu!

Lad turen begynde! – Fra KaDeWe til Vicky Der er flere veje til Akazienkiez, men når man nu i forvejen er “urban-explorer-light” foreslår jeg, at turen går fra Wittenbergplatz ved KaDeWe (og her er det absolut underforstået, at man ved, hvor det er) og ind i Schöneberg via byens smukkeste og mest velholdte plads “Viktoria-Louise-Platz”. Her er vi lige på skellet mellem Berlins mondæne, borgerlige, “Frederiksbergbydel” Charlottenburg og Schöneberg. Viktoria-Louise-Platz (“Vicky”) er nu klart mere Charlottenburg end Schöneberg. Vejskilte er holdt i flot svungen ornamenteret smedejerns Jugendstil, og ligeledes er gadebelysningen ditto lanterner, og undergrundsstationen er i sandsten og med søjler. Gennem sommeren holdes blomsterbede sirligt ved lige, og beplantningen skiftes ud fra forårsblomster til sommerblomster. Frem til efteråret og frosten er der dagligt gang i fontænen midt på pladsen. Et skønt syn for de omkringliggende cafeer og restauranter, områdets lokale og pladsens beboere af old-money-konservative “Charlottenburgere”, ambassadører og “højere borgerskab”. – Ingen nævnt, ingen glemt. Einstein gik dagligt tur på pladsen, da han i sin tid boede i kvarteret. Man forstår ham! – Men! – This is NOT Schöneberg;-) Her dufter af noget klart mere mondænt, end hvad Schöneberg er i dag, så vi må videre!

Schöneberg, Nollendorf-Kiez og Maßenstraße – og historie! Fra Vicky følges Motzstrasse og efter at have krydset Martin Luther Strasse er vi i Schöneberg og Nollendorf-Kiez, omend lokale faktisk vil kalde Motzstrasse og den sidegader, inden det bliver Nollendorfplatz, for “Motz-Kiez”. Kvarteret har sit navn efter sin historiske tilknytning til kvarteret omkring Nollendorfplatz. Berlin oplevede med den industrielle revolution som andre storbyer omkring forrige århundredeskifte en voldsom befolkningstilvækst og et voldsomt byggeboom (den historisk tilbageskuende, romantiske “Gründerzeit”-stil).

Fra 1890 var der for første gang i Tysklands historie flere arbejdere i industrien end i landbruget. Berlin voksede ud over bygrænsen ved Brandenburger Tor. Landsbyer blev til bydele, der voksede sammen, og mod vest opstod en pendant til det oprindelige historiske centrum omkring kejserens Berlin med Unter den Linden, domkirken, Friedrichstrasse, opera, universitet m.m. Dette nye Berlin var kendt under navnet “Der Neue Westen”, og området voksede til som shoppingområde repræsenteret med KaDeWe (Kaufhaus Des Westens) og underholdning blandt andet med “Theater des Westens” og hele Kurfürstendamm som shopping- og promenade/forlystelsesboulevard. -Velhavere slog sig ned i områderne Tiergarten, Charlottenburg, Wilmersdorf og Schöneberg. Der neue Westen blev hurtigt kendt som forlystelsescentrum med spilleklubber, spillesteder, barer, let-levende damer og “sex-turisme”! -Sidstnævnte særligt Nollendorfplatz’ kendetegn og alt sammen stadigt farverige ingredienser i bybilledet omkring Nollendorfplatz den dag i dag.

– Dengang som nu mærker man kvarterets placering på kanten af det borgerlige Charlottenburg mod vest. Bedsteborgerne var omkring 1900-tallet selvfølgelig modstandere af Nollendorfplatz’ lidt for farverige ry. – Boligmanglen efter første verdenskrig gjorde endvidere, at regeringen kunne inddrage lejligheder, hvoraf nogle var så store som op til 12-værelser, og gøre dem til bofællesskaber. Denne lov medførte indtoget af “fattige” studerende, og “bohemer”. – Kvarteret blev endnu mere farverigt!

– Læg dertil, at området på samme tid er Europas ældste homoseksuelle epicenter. – Dette er nok i berlinernes bevidsthed, hvad kvarteret er mest kendt for i dag. Her er homobarer (hetero-friendly), restauranter, butikker, fetich-butikker m.m. – alt sammen med en fællesnævner af inkluderende livsstil og community, der gør, at ingen tager anstød af noget. -Kvarteret har en åbenhed og en queerness, der måske på mange måder kendetegner hele byen, og nærmest er blevet et af dens brands eller kendetegn. – Hvorfor dog overhovedet overveje, hvad andre ville tænke?! -Befriende! Et af byen officielle logoer (de præsenteres i hvid rektangulær taleboble på rød baggrund) er “Sei vielfältig, sei Berlin!”- “Vær mangfoldig, vær Berlin!” (- Man har sågar også kunnet se et officielt “Sei Queer, sei Berlin”).

Et kuriosum i Kiez-historien her er for eksempel, at supermarkedskæden” Speisekammer, Bio Markt” på hjørnet af Motz- og Kalckreuthstrasse bærer navnevedhæftelsen “Im Eldorado” til minde om den legendariske, berømte og berygtede nightclub “Eldorado”, – indbegrebet af Berlins storhedstid  “Die goldene Zwanziger Jahren”, -“the roaring twenties” – 1920’ernes  eufori og seksuelle frisind. – Eldorado var bøsse- lesbisk- trans- udskuds- freak- “anything goes”-fristed og højt sandsynligt Christopher Ischerwoods inspiration til Kat Kat-klubben i musicalen “Cabaret”, baseret på de to romaner, han skrev, da han selv boede rundt om hjørnet i Nollendorfstrasse 17. Hitler hadede Berlin for dens frisind og udsvævende, samfundsundergravende livsformer, og Eldorado blev sammen med andre lignende lokaliteter rømmet og lukket af nazisterne og plastret til med propagandistiske hagekors lidt under en måned efter, at han kom til magten i 1933. En trekantet plade på undergrundsstationsbygningen på Nollendorfplatz vidner og minder om forfulgte og deporterede homoseksuelle frem til 1945. Homoseksuelle var på de såkaldte “rosa-lister” og bar trekantede lyserøde “identifikationslogoer” i kz-lejrene. I dag er den lyserøde trekant sammen med regnbueflaget homoseksuelle symboler. I kvarteret ses typisk et diskret regnbueklistermærke på facaden af butikker og restauranter for at garantere kunder og gæster med alternative livsformer tolerance og respekt. Det ville nu også være et kæmpe selvmål med hadefulde udfald mod nogen som helst minoritetsgruppe i dette kvarter! I december 2013 gik en række restauranter, barer og klubber sammen i et initiativ om at belyse kuplen på Nollendorf-Platz stationen i regnebuefarver. Kuplen var i skrivende stund stadig oplyst medio april 2014. Et stærkt symbol på de førnævnte værdier og kvarterers profil og betydning.

Videre mod Maßenstrasse  Man kan følge Motzstrasse helt op til Nolli (Nollendorfplatz! – Berlinerne og deres forkortelser), eller man kan tage Eisenacherstrasse til højre og gå igennem Nollendorfstrasse og Ischerwoods tidligere lejemål i nummer 17. For enden af gaden møder man Maßenstrasse, som starter ved Nollendorfplatz. Pladsen er efter krigen ikke mere rigtigt en plads, men snarere bare et trafikalt knudepunkt.

På vej rundt i kvarteret kan man nyde før-krigstidens arkitektur ved de bygninger, der enten blev skånet i “kampen om Berlin” i 1945 eller efterfølgende er bygget op som oprindeligt. Eller/og man kan gyse over tanken om krigens ødelæggelser repræsenteret ved al genopbyggelsesarkitekturen (eller mangel på samme!). – Historien er meget iøjnefaldende: “Her faldt en bombe, her faldt ikke en bombe…”. – Undertegnedes berliner overbo i Kalckreuthstrasse har fået lavet en glasplade i den brede oprindelige “altbau” dørkarm fra stue til entre. – Gennem glasset er der kig til krigens ødelæggelser: brandskadet og tilsodet murværk! – På én gang en “cool” og skræmmende detalje! -Men uhyggeligt meget virkeligt! På tidlige billeder af kvarteret kan man virkelig se, hvor “parisisk” og storslået “Jugendstil”/”Gründerzeit”-romantisk Berlin var. – Som Berlin-elsker er det jo selvfølgelig underforstået, at man har affundet sig med, at hvor der ikke er fordums storhed og æstetik, er der i dag noget andet, og at dette andet rummer sin egen charme og sine egne muligheder. – Boligkarreen Fuggerstrasse mellem Kalckreuthstrasse og Eisenacherstrasse er urørt og fredet og vidner om områdets oprindelige karakter. Ligeledes er hjørneejendommen overfor Biomarkt/Eldorado (hjørnet Kalckreuth-Motzstrasse) storslået og imponerende. – Jeg anbefaler at holde øje med de kræfter, der blev brugt på at gøre indgangspartier og opgange så præsentable som muligt. Her venter mange fantastiske syn rundt omkring i denne del af Schöneberg. – De nu så populære og gentrificerede øst-berlinske områder Prenzlauer Berg og Friedricshain havde/har slet ikke arkitektur af så udstrakt og udpræget fornem “Gründerzeit”-stil, da disse områder jo oprindeligt mere “bare” var kvarterer for industrialiseringens nye socialklasse: arbejderne.

Maßenstrasse og en afstikker mod nord – Et stop med U2 undergrundsbanen. – Et stenkast fra den kendte og travle Wittenbergplatz ved KaDeWe er Nollendorfplatz og dens udløber Maßenstrasse. Schöneberg/Tempelhof-kommunen og dens 300.000 indbyggere kræver naturligvis lidt “Erholungs-Raum”, – og det er bl.a i Maßenstrasse det sker. – Lokalt og tilbagetrukket, når man sammenligner med Wittenbergplatz. Maßenstrasse er Schönebergs “store” og mest kommercielle gå-ud-gade. – Cafeer, barer, restauranter, kulørte lamper og skøn afslappet og uformel stemning. – Overset og absolut anbefalelsesværdig med spisesteder med ophav i alverdens kulinariske brændpunkter. – Specielt sommeraftener her kan nærmest være sydlandsk stemningsfulde. En populær italiensk isbod, et par tøjbutikker, et apotek, en slagter, en design-isenkræmmer etc. er også at finde mellem spisestederne. Denne tur fører os nu sydpå ad Maßenstrasse, men ad dens nordlige forlængelse (Einemstrasse) mod Tiergarten. På den anden side af Nollendorfplatz-stationen kommer hurtigt Kurfürstenstrasse. Her vil jeg blot nævne, at Café Einstein, hvis cafeer og kaffe, man kan møde og nyde på centrale steder spredt rundt omkring i byen, har deres oprindelige cafe/restaurant her i en skøn gammel palævilla. – Området var tidligere kendt som Keilgan Viertel og husede nogle af Berlins rigeste borgere i et omhyggeligt anlagt liebhaverkvarter. Kun ganske få af de tidligere pragt palævillaer har overlevet til i dag, og man ser nærmest ikke, at der er en beværtning gemt her i én af dem. Café Einsteins imponerende bar “Lebenstern” på overetagen er som restauranten en kulturinstitution i byen. – Jeg tror nærmest, der er et rum eller lounge for hver slags alkohol. En af undertegnedes yndlingsrestauranter ligger ved siden af Einstein i en kælder. “Il Valentino” med dens italienske prisvindende kok, Silvio, laver utrolig god(!) italiensk mad. – Ikke “berliner-billigt”, men heller ikke priser, som en restaurant i samme klasse ville have det i Danmark. – Og når man så ud på aftenen bevæger sig fra restauranten, kan man møde kærlighedens tjenere – “gadens piger” på arbejde her, hvorfra de udbyder horisontale ydelser præcis som for 140 år siden! -You have to remember where we are!

Tilbage på sporet: Winterfeldplatz og Goltzstrasse, Gründer-tiden – og mere historie…! Massenstrasse møder i sin sydlige ende Winterfeldtstrasse og Winterfeldtplatz. Winterfeldtstrasses forvandling gennem de sidste 10 år har, i lighed med alt andet nævnt her i teksten, været overvældende. – Hvor der er pladser, er der luft og attraktivt, hvilket har betydet, at livet omkring Winterfeldtplatz rækker et godt stykke hen ad Winterfeldtstrasse i begge retninger. Cafeer, barer, guldsmede, tøj- og specialbutikker med whisky, vin, olier og antikviteter findes her. – Baren “Green Door” – med vært i døren, er at fremhæve for sin hemmelige, diskrete, nærmest eksklusive charme. – Men den er også en velbesøgt hemmelig perle. Stemningen i kvarteret er romantisk à la et Brooklyn New York’er neighbourhood, hvis du spørger skribenten… – Winterfeldtplatz blev planlagt i 1860’erne og anlagt som markedsplads for landsbyen Schönebergs bønder i 1890 i en tid, hvor boligkarréerne skød op på de gamle marker, hvoromkring gamle markveje blev til de gader, vi færdes på i dag. Denne byindlemmelsesproces skabte en gruppe af særdeles(!) velhavende bønder (på tysk “Millionenbauern”), hvis “nouveau riche” status gav adelen konkurrence, ligesom den gav denne nye sociale overklasse en række merkantile privilegier som såkaldte “Grossbürger”.

Da landsbyen Schöneberg i 1920 blev indlemmet i stor-Berlin, var pladsen lig store dele af området bebygget som en drøm af Gründerzeit – pompøst udsmykket neo-renæssance, og Berlin var en metropol – verdens fjerdestørste by med omkring en million flere mennesker end i dag.  Det hele lignede noget, man mere ville associere med Paris fra samme tid. – Der er ikke meget tilbage i dag, men – ”så er der noget andet!” Anden verdenskrig raserede pladsen, og efter genopbygningen og byens deling stod tiden stille her. – I 1960’erne tiltrak Schöneberg unge mennesker fra den vesttyske provins, der kom til for at afprøve alternative livsformer. På grund af byens firmagtsstatus var vestberlinere undtaget værnepligt, hvilket tilmed tiltrak pacifister fra vesten. I Altbau-bygninger (altså ejendomme fra før krigen) gjorde en lov endvidere huslejestigninger forbudt, hvilket sammen med ovennævnte medførte store boligfællesskaber af “blomsterbørn”. – I 1980’erne blev pladsen udråbt til Berlins grimmeste (man forstår!), og flere lejligheder på og omkring den var besatte af radikale venstreorienterede. – Besættelser og aktioner var tidens svar på bygherrers planer om renovering, nedrivning, huslejestigninger etc. Faktisk var hele Scöneberg i Vestberlintiden meget (!) venstreorienteret. – I perioder over 50 %! Den østlige del af Winterfeldplatz er siden 1990’erne opført med bygninger af arkitekten Hinrich Baller med lejligheder og et stort gymnasium. Man finder Ballers arkitektur flere steder i Berlin bl.a. i de populære Rosenhöfe ved Hackesche Höfe, og hans egenartige stil er en spændende blanding af jugendstilens svungne former og moderne byggeelementer som stål, glas og beton. – En slags tysk Gaudi. Endelig er naturen og havearkitekturen også tænkt ind i helheden og samme organiske stil. Taget på sportshallen får bygningen til at virke som en bakke med dets sten og beplantninger… Spændende og egenartet. – Fik du øje på svømmehallen og børnehaven på toppen? -På modsatte side af pladsen findes en af områdets meget populære tyrkiske take-away “diners” “Habibi Shawarma Falafel”. – Navnet siger vist alt, – og det har lært mig aldrig at frygte det stereotype! – Mums! Ved siden af på hjørnet ligger Slumberland. I generationer en historisk nattelivsinstitution. Winterfeldtplatz fyldes onsdage og lørdage af sælgere og gæster på det meget populære(!) og hyggelige Winterfeldt-marked, som har fundet sted her siden starten af forrige århundrede. Det er en hel Schöneberg-attraktion i sig selv. Markedets åbningstider er onsdag 08.00 -14.00 og lørdag 08.00 – 18.00, og parkering i området i nævnte tidsrum kan være problematisk, – hvilket skribenten understreger med et stort fortvivlet suk:-))))   Goltzstrasse/Akazienkiez. Bag den store katolske St. Matthias kirke på Winterfeldtplatz starter en slags forlængelse af Maßenstrasse, nemlig Goltzstrasse, som i ånden på en måde mere hænger sammen med Akazienstrasse og dermed Akazienkiez.  Goltzstrasse begynder med imponerende bygninger på hver side af gaden. Til højre en fredet bygning fra 1895 med glaserede kakler og ornamenteringer af frimurermotiver og til venstre i hjørnehuset nummer 23 en ejendom med café og chokoladebutik, der udefra måske synes anonym, men som i 1960 af staten fik betalt en istandsættelse, der afslørede et fuldt bevaret gammelt apoteks neo-renæssance interiør fra 1892. – Flot!

På Goltzstrasse op mod Winterfeldtplatz er gaden hovedsageligt bestående af restaurationer. – Fra cafeer til egentlige restauranter, mest af etnisk karakter, og take-aways. Både det tyrkiske, afrikanske, asiatiske, amerikanske og italienske køkken er repræsenteret her. Undertegnedes absolutte favorit vinhandel “Goltz 23” finder man i denne del af gaden. Her handles tysk (hvid)vin, når det er bedst og dermed af høj international klasse. – Butikken specialiserer sig hovedsaligt i vinene fra Pfalz, – den tyske del af Alsace -Tysklands Provence. – Kært barn mange navne. – Man overraskes gang på gang af disse vines “Preis/-Leistungs-Verhältnis” – på dansk: deres “value for money”. – Det er et ritual, at jeg liiiige skal snige en Gutswein (“husets vin”) én liters “Heinrich Spindler, Riesling, Trocken” til 6,90€ med fra en af kurvene på gulvet.  – Butikkens dekor er hyggelig, kreativ og intim uden at være prætentiøs, hvilket på mange måder er meget repræsenterende for hele kvarteret. Betjeningen er på én gang venlig, familiær og professionel med høj service.  Her er folk, der gerne vil dele ud af deres passion for landets vin. Videre af Goltzstrasse er guldsmeden Leon Lazar & Semper værd at nævne. Her afspejles lidt af den løsslupne og forførende kreativitet, byen de sidste årtier har været så kendt og elsket for, – og det – trods alt – på et kommercielt niveau. – Her er ikke Kurfürstendamms “konservative” smykke-design, men mere ukonventionelle, alternative formelementer, – metaller – sten og slibninger. Alene den roterende vinduesdekoration er et vidnesbyrd om, hvor man er. – “Man er ikke som de andre”!
I denne del af Goltzstrasse kan dørtelefon-navneskilte på visse ejendomme afsløre en hel del lejligheder! Det er i ejendomme, der tidligere har været såkaldte “Mietskasernen”: Benævnelsen på 1900-tallets arbejderlejeboliger, hvis kendetegn var mange beboere(!) – i mange lejligheder – i op til flere på hinanden følgende baggårde og sidefløje. – Hovedbygningen mod gaden ofte præsentabel og til bedrestillede borgere. – Baggården til håndværkere og 2. og 3.(!) baggård til proletariatet. -Naturligvis var ventilation, lys og miljø i 3. baggård alt andet end attraktivt og optimalt, og sygdomme stortrivedes! Dårlig ernæring, dårlig hygiejne og stillestående luft og en arbejderløn, man knap kunne holdes i live af var dagligdag for mange. – Baggårdene skulle være mindst 5,34 m gange 5,34 m, så brandvæsenet kunne vende med deres små slukningskøretøjer, men man måtte bygge i fem etager og 22 meters højde! På grund af de relativt små udstykninger i Schöneberg har ejendommene her dog sjælden mere end 2. baggård. Videre ad Goltzstrasse følger omkring 100 meter, der har et mere anonymt boligkvarterpræg over sig, men så nærmes Akazienstrasse, og cafeer og butikker dukker på ny op og gør gaden til indkøbsgade igen. Et par vinbutikker mere, hobby-butikker, nogle barer, chokoladebutik, tøjbutikker, endnu et par guldsmede. Alt sammen er, hvad lille Goltzstrasse har at byde på. -Butikken “Apfelgalerie” sælger sæsonens frugter og grøntsager så som asparges, blommer, jordbær, æbler etc. – Specielt i æblesæsonen kan der være kø langt ud på gaden. – Kuriøst! Akazienstrasse. Akazienstrasse starter med en lille plads med den pittoreske Apostel-Paulus-Kirche. En slentretur i forårssolen her eller en stille sommereftermiddag og man vil forstå stedets popularitet. Et hyggeligt, afslappet, lidt landsbyagtigt hjørne centralt i Schöneberg. – Her er storbyens intense tempo sat ned. -Man mærker det.  Populære cafeer følger gaden rundt om kirken. Mest populære er nok stederne på hjørnet af den tilstødende Vorbergstrasse. Vorbergstrasse er adresse for en af Berlins mest elskede franske restauranter. La Cocotte. – Gå de 50 meter ind ad Vorbergstrasse og oplev denne stille unikke perle af et berliner byrum. Hemmeligt og dog eksklusivt. – Undertegnede har endnu til gode at prøve denne af lokale så ofte anbefalede restaurant, men er hyppig gæst på naboen “Rossini” på de der varme kontinentale sommeraftener, hvor en slentretur “im Kiez” ligesom bidrager til stemning af ferie og frihed. – Berlin, som kun de færreste turister kender den. – Berlin, når den er bedst! Videre af Akazienstrasse er der flere specialbutikker, spansk vin og specialiteter, tøj, charcuterier, mere tøj, mere vin, mere chokolade, flere restauranter, flere cafeer, et par barer, et par butikker med en lidt alternativ new-age/hippie profil, og der er stemning og vejtræer og næsten ingen trafik. – I hvert fald virker her stille og tilbagelænet atmosfærefyldt. Gaden minder på mange måder om Kreuzbergs Bergmannstrasse, bare mindre, mere intim, mere lokal, mere hemmelig, mindre turistet, mindre hypet og knap så hipster-in, – omend “Double Eye” kaffebaren selv på en doven dag alligevel kan mønstre en imponerende kø af unge urbane mænd med skæg. Mod slutningen af gaden bliver stemningen en smule mere tæt og intens og det skyldes, at Akazienstrasse munder ud i en af Berlins store færdselsårer: Hauptstrasse, som engang var landsbyen Schönebergs hovedgade inden 1920 indlemmelsen i stor-Berlin.  – Hauptstrasse er en stor, larmende, stærkt trafikeret “ligegyldig” dagligdags storby-hovedgade, omend den omkring Kaiser-Wilhelm-Platz, som Akazienstrasse løber ud i her, har nogle ret imponerende Gründerzeit-ejendomme tiltænkt “die Millionenbauern”.

En ejendom her -“Das Damenheim” (Haupstr. 18), dannede omkring forrige århundredeskifte hus og hjem for enlige, velhavende overklassedamer, der med huslig hjælp og service kunne leve og eventuelt virke her “standsmæssigt”! – Overklassens døtre var “fritaget” for at deltage i familiens virksomhed. – Til gengæld blev de fra ganske små uddannet til at være gode dannede hustruer. Hvis det mislykkedes for dem – eller deres familier at finde en passende ægtemand, kunne de så uddanne sig til for eksempel læge, lærer, pædagog – eller blive “anstandsdame” og samtidig bo på et luksuriøst pensionat – med centralvarme(!) som “Das Damenheim”. – For piger og kvinder fra lavere samfundsklasser var uddannelse utænkeligt. – På pladsen er desuden lidt restaurationsliv, et forsøg på noget vandkunst og en “Orte des Schreckens” mindetavle om “steder, vi aldrig må glemme” med en opremsning af konzentrationslejrene. – En lignende tavle forefindes på Wittenbergplatz ved KaDeWe. – Den gode Kiez-stemning fortsætter lidt op ad gaden “Crellestrasse” med et par gallerier, restauranter, Hi-Fi-butikker osv. – Ellers er Hauptstrasse indtil nu første sted på turen gennem Schöneberg, hvor man vil kunne finde noget, der minder om en kæderestaurant eller franchise-butikker. – Der er i hvert fald en dansk Tiger-butik på Kaiser-Wilhelm-Platz. Og nu vi er midt i det hele! Andre sights og attraktioner: Dette skrift skulle nu mest handle om Akazienkiez, så her følger bare lige lidt info om andre Schöneberger seværdigheder, da man geografisk er lige midt i bydelen her ved pladsen og hovedgaden. Videre mod syd ligger kvarteret “Rote Insel”, navngivet efter dets overvejende historisk venstre-orienterede beboere af arbejdere. Benævnelsen “ø” (Insel) skyldes placeringen mellem en række jernbanelinjer, der ligesom danner en selvstændig ø, hvortil man kun kan komme over broer. Marlene Dietrich, der til sin død mest af alt kaldte sig selv for berliner, er født her i Leberstrasse 65, og er den røde øs berømteste datter, og på Alter St. Matthäus-kirkegården ligger de verdensberømte tyske folkemindesamlere “Brødrene Grimm” begravet. Ligeledes findes en mindesten over modstandskæmperen von Stauffenberg, der i kort tid var begravet her efter likvideringen som følge af attentatet mod Hitler 20. juli 1944. SS kunne ikke have ham liggende her og gravede ham op og kremerede ham efter bare få dage i jorden.  Fra broen ind til øen ved S-bahn Julius-Leber-Brücke (bag Kaiser-Wilhelm-Platz) er der kig til Rote Insels imponerende vartegn “Gasometer”: En 78 meter kæmpe(!) stålstillads gasbeholder til gadebelysning og gas for områdets beboere opført i futuristisk arkitektur i 1910. Nu fredet! –

Videre mod syd: På sydsiden af Rote Insel, ved S-Bahnstation Priesterweg har man på et gammelt baneterræn lavet en fredet naturpark: “Naturpark Schöneberger Südgelände”. Da området er fredet og har status af “Naturschutzgebiet”, må man kun gå på de flotte anlagte stier, man har hævet over terrænet. Al beplantning får lov at passe sig selv, hvilket er meget pittoresk. I naturparken findes desuden gamle forfaldne jernbaneanlæg, en drejeskive, værksteder og et meget imponerende område, hvor graffitikunstnere i alle aldre og på alle niveauer har lov til at udtrykke sig langs nogle gamle banebebyggelser. Et besøg er en god Schöneberg aktivitet, og det er positivt og opløftende at opleve ambitionen om at bevare et stykke natur og samtidigt give graffitikunstnere et sted, de kan boltre sig. Mod vest fra Kaiser-Wilhelm-Platz ligger efter et par hundrede meter Rathaus Schöneberg, det tidligere Vestberlinske rådhus, hvor Kennedy i 1963 proklamerede, at han var en friturestegt doughnut med syltetøj. -Ich bin ein Berliner! Rådhusets undergrundsstation er blandt de smukkeste i Berlin og ligger i en smuk park (Rudolph-Wilde Park), som et led i den mere arkitektoniske del af parkens haveanlæg. Nord for park og undergrundsstation i en linje mod Viktoria-Louise-Platz ligger Bayerische Viertel og Bayerische Platz – udtænkt som et mondænt og herskabeligt kvarter, hvor indbyggerne så kunne gå tur i den smukke park. – Er der ikke også noget med, at overklassen traditionelt overvejende slog sig ned i vestlige kvarterer pga. kontinentets dominerende vestenvind, så larm og forurening hovedsageligt blev ledt væk af vinden? På gaderne omkring Bayerische Platz har man på gadelygter ophæng “Orte des Erinners “: 80 skilte med de forskellige antijødelove med datoer for deres indførelse, så man kan følge, hvorledes “grebet blev strammet”…”Jøder måtte ikke have husdyr”, “jøder skulle afgive alt deres guld, sølv, platin og ædelstene”, “jøder måtte kun handle i butikker mellem 14.00 og 16.00”, “jøder måtte ikke eje grammofonplader og pladespillere” og så videre. – Skræmmende “installationskunst”. Bayerische Viertel blev meget beskadiget under krigen, mens Rote Insel i det store hele blev skånet.   Ad Hauptstrasse. – Det monumentale Schöneberg: Da min guidede tur ikke skal vare i dagevis, går vi ikke til rådhuset, men til venstre ad Hauptstrasse. Efter nogle hundrede meter – på en strækning med en del “Mietskasernen” kommer på højre hånd nummer 155: David Bowies gamle adresse i byen, da han boede der i 70’erne med vennen og kollegaen Iggy Pop. Deres gamle stambar “Anderes Ufer” ligger lige ved siden af. Videre ad Hovedgaden kommer det store kryds ved U-Bahn Kleistpark og krydsets blikfang togvognen “Train”, som er en bar/biergarten. Hauptstrasse skifter herfra navn til Potsdamer Strasse, som kan følges helt op til Potsdamer Platz.

Her fra begyndelsen af Potsdamer Strasse har man kig på et par ret monumentale bygninger, nemlig “Universität der Künste” i historisk stil fra 1920 og derefter den imponerende RIAS bygning, “Rundfunk im Amerikanischen Sektor”, fra 1946. Denne fremtrædende vesttyske radiokanal havde stor betydning under den kolde krig. Gennem RIAS opfordrede den amerikanskledede radiostation berlinerne til ikke at bukke under under Sovjets blokade af byen i 1948, og tyskere i den sovjetiske sektor kunne til deres folkelederes store irritation lytte med. RIAS tekniske udstyr er i dag overgået til Deutche Welle, Tysklands udenlandsmedie nyhedsservice. Bygningen er meget flot!

Efter RIAS følger den lille park Kleistpark, hvor Berlins botaniske have lå indtil 1910, hvorefter den flyttede til sin nuværende placering i Dahlem.

Samme år flyttede man fra Alexanderplatz “Die Königskolonnaden” fra 1790 til indgangen af parken ved Potsdamer Strasse. Dette neobarokke historiske sandstensmonument virker ærlig talt lidt malplaceret og alt for stort her midt i et område domineret på Potsdamer Strasse af hurtig efterkrigstids “ikke arkitektur”! Man tænker straks, at det da pga. sin monumentale stil burde stå et mere “centralt” sted i byen.

For undertegnede virker selve Kleistpark egentlig mere som en have til endnu et imponerende monumentalt byggeri, nemlig den 135 meter lange(!) og 540(!) rum store (læs; kæmpe) “Kammergericht” opført omkring 1913 i neobarok historismus.  Det var i denne retsbygningen, processerne mod de anklagede for attentatet på Hitler i 1944 fandt sted. Bygningen var efter krigen de allieredes hovedkontor. I dag er den igen retsbygning.

Videre af Hovedgaden, nu Potsdamer Strasse kommer man hurtigt til Pallasstraße. Fortsætter man ligeud ad Potsdamer, kan man gå et par kilometer op til Potsdamer Platz. Gaden er stor og bred og kendt af berlinere, ikke mindst for cabaret- og varietéhuset Wintergarten, cocktailbaren Victoria-bar og schnitzelrestauranten Joseph-Roth-Diele m.m. Den regerende borgmester, Klaus Wowereit (Wowi), har kaldt gaden Berlins mest oversete. Jeg ved nu ikke…!? – En del private kunstgallerier er i den sidste tid flyttet til området omkring dens sidegade Pohlstrasse pga. de stigende huslejepriser i området “Mitte”. – Vi drejer dog til venstre ad Pallasstraße, inden vi kommer så langt. Pallasseum: På hjørnet af Potsdamer Strasse og Pallasstrasse mærker man, hvor multi-kulturel (“multi-kulti”) Berlin er. – Dels er vi lige på grænsen til bydelen Kreuzberg, som er kendt for sin høje andel af tyrkiske indvandrere og deres efterkommere, og dels er vi på grænsen til en måske absurd attraktion, men ikke desto mindre i skribentens øjne en temmelig interessant én af slagsen, nemlig “Pallasseum”. Når først man har nået Pallasstraße, tårner Pallasseum sig i al sin pittoreske “pragt” op foran én. – Et imponeret syn!

Pallasseum er et boligkompleks med historie. Fra 1910 til 1973 lå her Sportpalast, som var, hvad vi i dag ville kalde en multiarena med plads til 15.000 mennesker. – Selveste Richard Strauss dirigerede Beethovens 9. til indvielsen. Igennem årene blev den brugt til ridestævner, skøjtebane, boksning, 6-dagesløb og politiske konferencer. Fra 1932 naturligvis kun af NSDAP! Flere centrale taler før og under 2. verdenskrig blev holdt her. Blandt andet var det her, Joseph Goebbels i 1943, i hvad der sidenhen er blevet kendt som “Sportpalast-talen”, bekendtgjorde folket den forestående “totale krig”. Sportpalast blev bombet året efter, men selv under krigen blev ruinerne fjernet, så man kunne benytte arenaens skøjtebane – under åben himmel!

Efter krigen blev arenaen genopbygget og brugt til koncertsted. I 1973 gik den så endeligt konkurs, og i stedet opførtes et socialt boligkompleks, men under krigen havde tyskerne på grunden opført en bunker til beskyttelse af deres kommunikation. De allierede overtog denne bygning og udbyggede den i 1980’erne til civilbunker med kapacitet til omkring 5000 mennesker. Som vi danskere ved, er tyskernes krigstidsbeton (blå-beton) ikke sådan at skaffe sig af med. – Et par bombeattentater fra de allierede i 1940’erne gjorde også mere skade på de omkringliggende bygninger end på bunkeren selv. Derfor byggede man i sidst 70’erne det sociale boligbyggeri oven på(!) bunkeren! – På grund af sin historie tilbage til Sportpalast kalder berlinere nedsættende og drillende dette boligbyggeri “Socialpalast”. Boligerne har (selvfølgelig) været igennem perioder med stærke ghettotendenser (looks don’t lie!), men i dag er her helt trygt, og man forblændes af bygningens 12-etagers “storslåethed”. 514 lejligheder, – alle med parabol, synes det. – Vi går under Socialpalast og befinder os med ét igen tæt på Winterfeldtplatz med nyrenoverede jugendstilejendomme – bogstaveligt talt lige på den anden side. Kontrasten mellem det sociale boligbyggeri på Kreuzberg-siden og det gentrificerede Akazienkiez er slående. Det er kontraster som disse, Berlin er så rig på, og som Berlinelskere elsker, når nu byen ikke længere er som før første verdenskrig, – som i metropolen i “the roaring twenties”. Det er i hvert fald kontraster, man oplever her i den engang så fine, senere knap så fine bydel, Schöneberg. -Min guidede tur er forbi! – Ak, Schöneberg er så anonym og overset med KaDeWe og “Die Shoppingmeile”; turistmagneten Tauentzienstrasse og dens videre forlængelse Kurfürstendamm så tæt på. – Hvis der skulle findes et “rigtigt” stykke Berlin, der samler den historiske essens af hele byen, er det måske her: En duft af forgangne tider, “-das erste deutche Wirtschaftswunder”, – industrialiseringens og dens overklasse. -Noget konservativt, herskabeligt, spidsborgerligt over for noget proletarisk, venstreorienteret og senere autonomt, man stadig mærker her den dag i dag. Kvarteret er i hvert fald endnu(!) ikke super trendy luksusbohemian, dyrt og helt gennem-gentrificeret som dele af Prenzlauer Berg og Kreuzberg, men bestemt heller ikke “hipster”-ungt og alternativt som dele af Friedrichshain og Neuköln. Det er bare sig selv! Og det er, som om beboerne har en vis stolthed over at have holdt fast i ikke at være blevet nogle af delene! – Dynamikken i hele byen og dens udvikling kunne nu godt tyde på en “vestlig” drejning også, og hvis Schöneberg kunne holde fast på sin uimponerede stil, identitet og uskyld – eller mangel på samme(!) gennem en sådan udvikling, ville det bare være fint, fint! – Ikke rigtigt voksne – ikke rigtigt børn – både og – og hverken enten eller….”

 

– Var det ikke her lige rundt om hjørnet de kunne noget med noget Riesling…?!
– Viel Spaß! Kilder Winterfeldtplatz, Susanne Twardawa (Motzsbuch, edition 6) Viktoria-Louise-Platz, Susanne Twardawa (Motzsbuch, edition 5) Der Nollendorfplatz in Berlin, Susanne Twardawa (Motzsbuch, edition 3) Berlin von Alex bis Zille, ein Kinderlexikon Wikipedia, Google, etc…

Skriv gerne en kommentar