Restaureringen af Neue Nationalgalerie

Foto: Kirsten Andersen
Foto: Kirsten Andersen

På Staatliche Museen zu Berlins blog ligger for tiden en beskrivelse af, hvordan det går med restaureringsarbejdet på Neue Nationalgalerie. Den ikoniske museumsbygning fra 1968, tegnet af arkitekten Mies van der Rohe, er jo lukket i 5 år på grund af en gennemgribende renovering og modernisering.

I det eneste rum på museet, som stadig er møbleret, interviewes lederen af Neue Nationalgalerie Joachim Jäger om det store og gennemgribende projekt. Samtidig er der en række interessante fotos at se.

Jäger fortæller bl.a., at man er nødt til at gå tilbage til råbygningen for at komme i gang med renoveringen. Praktisk talt alt på bygningen skal renoveres. Tekniske installationer som forsyninger, sikkerhed og klimaanlæg. Men også selve bygningsdele som de store glasruder bliver skiftet ud. Og det er ikke så enkel en sag, for det eneste sted de bliver produceret er hos et firma i Kina. Alt interiør bliver mærket, registreret, opbevaret, restaureret og skal genanvendes.

Restaureringen og moderniseringen er lagt i hænderne af arkitekten David Chipperfield, og man regner med, at vi fra 2019 igen kan besøge Neue Nationalgalerie. Joachim Jäger oplyser iøvrigt i interviewet, at det er meningen, at der skal være gennemgang til det nye museum for moderne kunst, som skal bygges på nabogrunden.

Det er en meget interessant statusberetning, som Joachim Jäger kommer med. Jeg kan kun opfordre til at læse den, og linker til den her.

Skriv gerne en kommentar