I aftes var jeg til koncert i Philharmonie. Det var Cameron Carpenter, som skulle spille Bach på Philharmoniens Schuke orgel. Koncerten var den første i en række af orgelkoncerter her i efteråret og foråret 2015.
Passende til repertoiret var Carpenter meget afdæmpet i sin påklædning i forhold til, hvad man tidligere har set. Lidt blink var der dog fra skoene, når de løb hen over orgelpedalerne. Carpenter behersker orglet til fulde og det var en fryd for øret. Lige indtil uheldet indtraf kort inde i anden del af koncerten.
Efter et af numrene, hvor orglet havde fået lov til at give fuld kraft, kunne jeg godt høre, at en tone ikke var stoppet før bifaldet brød løs. Carpenter modtog på sin karakteristiske måde bifaldet ret kort og gik resolut ud fra scenen. Da bifaldet havde lagt sig, kunne alle høre hvorfor. Tonen fortsatte. Efter kort tid kom en tekniker på scenen, men han kunne ikke få tonen til at stoppe. Det viste sig, at der var en orgelbygger til stede i salen, som sprang på scenen for at hjælpe. Trods det kunne de ikke få tonen til at stoppe. Som arrangementskoordinator tænker man jo bare: “Åh Nej – hvad gør man nu?” Et akut problem, der skal løses med salen fuld af tilskuere = sved på panden.
Og så er det, at man mærker, man er i et professionelt hus. Der kommer en person på scenen, som forklarer, hvad der var sket. Med sådanne elektriske orgler kan der nogle gange ske det, at en tone har sat sig fast, man kalder det “ein Heuler” (en hyler). Personen fortalte, at man arbejder med at løse problemet og forhåbentlig kan fortsætte koncerten om lidt. Efter 10 min. med hyleren må man holde sig for ørerne. Nogle få forlader salen. Pludselig stopper tonen, men så snart en tekniker berører orglet, begynder den igen. Flere forlader salen, lyset bliver tændt.
Kort tid efter kommer personen fra før på scenen igen og fortæller, at problemet ikke kan løses. Men at man alligevel godt kan fortsætte koncerten. For takket være Carpenters fleksibilitet har han indvilliget i at fortsætte på flygel. Man vil køre orglet til side og tage et Steinway op fra kælderen. Det bliver et underholdende indslag i sig selv. Det forreste stykke af scenen bliver sænket ned, og lidt efter kommer det op med et Steinway koncertflygel. Let og elegant og det udløser selvfølgelig klapsalver.
Den sidste del af koncerten bekræftede, at Carpenter kan sit kram. Han spillede noget af programmet – skrevet for orgel – på flyglet. Derudover fik vi noget Chopin, Gershwin, Percy Granger og til slut igen Bach. Carpenter nævnte selv, at det jo er lidt af et mareridt at skulle spille musik for orgel på et andet instrument uden at have øvet. Derfor ville han lige spille lidt Gershwin til at tage det værste af mareridtet. Det blev Gershwins dejlige Embraceable you. Også det afsluttende Bach stykke og de to (eller var det tre?) ekstranumre var en fryd at lytte til. Jo, Carpenter behersker også flyglet. Man kan vist kun sige held i uheld. Behøver jeg at sige, at på intet tidspunkt stod der noder på pulten?
De næste koncerter i Orgelkoncert rækken er 26. oktober (Thomas Trotter, orgel og Marie-Pierre Langlamet, harpe) – 7. december (Peter Kofler, orgel og Berliner Philharmonikernes blæserensemble) – 25. januar 2015 (Nathan Laube, orgel og Andreas Ottensamer, klarinet) og sidste koncert 19. april (David Briggs, orgel – musik til stumfilm – Phantom of the Opera, USA 1925). Se mere om koncerterne på Philharmonies hjemmeside.
Tagesspiegel online bragte en artikel op til koncerten. Læs den evt. her
Se også http://www.cameroncarpenter.com/
Her i en video fra YouTube spiller Carpenters Bachs Cello Suite No. 1 Prelude