Mange mennesker har igennem de sidste mange, mange år ofte spurgt mig “Hvorfor er du så optaget af Berlin?”. Jeg kan ikke selv sige det bedre end Henriette Harris, der bor og arbejder i Berlin (Prenzlauer Berg). Hun er gift med journalist ved “Politiken” Peter Wivel (født 1943 ), der ofte har indlæg/artikler om Berlin. Så her giver jeg ordet til Henritte:
Åh, jeg er helt forelsket i den her by”, udbryder gæster ofte, når de besøger min familie og mig i Berlin. Stop! Berlin bliver man ikke forelsket i. Med Berlin kaster man sig ud i en frådende affære, hvor morgenånde og sure sokker er en del af forholdet fra dag ét. Glem alt om forelskelse. Berlin er ikke naboens-pæne-datter-nok til, at man forelsker sig i den. Berlin er strittende fortænder og hovedet fuldt af fregner. Berlin er udtværet makeup, hullede strømpebukser og ikke spor samlede ben.
Eller sagt på en anden måde: I modsætning til for eksempel Paris eller London bærer Berlin sin historie uden på huden, ikke som kulisser overflade, men som noget væsentligt, der først og fremmest er en advarsel eller en formaning til tyskerne selv. Det gør Berlin til en åben by, en by, hvor alle er velkomne – en by, der tilhører alle.
Henriette Harris (født 1971) i indledningen til hendes bog ”Berlin, Berlin – steder, skæbner og historier”, Gyldendal 2009. Den kan varmt anbefales.
