Øl i stride strømme på Karl Marx Allée

Her i weekenden afholdes Internationales Berliner Bierfestival på hele Karl-Marx-Allé. Lige fra Straussberger Platz til Frankfurter Tor. Og det vil sige en strækning på 2,2 km, hvor boder med 320 byggerier fra 86 lande tilsammen præsenterer  2.000 forskellige special-øl.

Ølfestivalen er blevet afholdt siden 1997, og hvert år er der fokus på øl fra et bestemt land. I år er det Polen, og festivalens undertitel i år er således „Na zdrowie im längsten Biergarten der Welt“.  I omtalen af ølfestivalen på berlin.de skriver de, at Polen har en århundredlang tradition med ølbrygning, og at øllet er kendt for den gode smag. Polsk øl er ikke lige det, jeg kender mest til, så et besøg på ølfestivalen ville være en god lejlighed til at råde bod på det.

Der er underholdning med musik på scenerne langs alléen – her hvor militærparaderne i øst-tiden kørte frem med pomp og pragt. Hvor dejligt at tænke, at der i stedet for kold krig nu præsenteres koldt øl på Karl-Marx-Allée. Det ka’ vi li’. Ølfestivalen er åben i dag kl. 10-22.

I det hele taget er Karl-Marx-Allée og dens historie rigtig spændende at stifte bekendtskab med. Tag jeg god tid en dag og tag U-bahnen fra Alexanderplatz til enten Weberwiese midt på alléen eller tag den helt til Frankfurter Tor og gå den anden vej tilbage. Nyd det flotte syn af de kæmpestore socialist-klassisistiske bygninger, som nu er privatejet og restaureret. Gør et stop ved den charmerende Café Sibylle og få en frokost eller en kop kaffe, og ikke mindst: se deres udstilling om Karl-Marx-Allées historie.

Men i dag er det øl, det handler om. Og jeg håber virkelig, at det er koldt øl, for temperaturen når op på de 26 grader i løbet af dagen.

Læs mere om ølfestivalen på berlin.de’s side om festivalen.

Skriv gerne en kommentar