Ny udstilling på DHM

Fra den 26. januar viser Deutsches Historisches Museum en helt særlig udstilling.

Udstillingen hedder Kunst aus dem Holocaust. 100 Werke aus der Gedenkstätte Yad Vashem. Yad Vashem er Israels centrale mindested for Shoah (den hebraiske betegnelse for holocaust) og DHM viser nu 100 kunstværker fra dette mindested – 100 kunstværker, som er blevet skabt i smug og livsfare i koncentrationslejre under helt umenneskellige og fornedrende kår.

Det er første gang, at der vises så stor en samling af kunst fra Yad Vashem udenfor Israel. At DHM får lov til at låne dem har en enorm betydning for Tyskland i dag. Det er jo et tegn på om ikke tilgivelse (det er nok umuligt) men et tegn på, at en tysk-israelske venskabelig forbindelse kan eksistere.

Det er hovedsageligt grafik, som udstilles. Helt utroligt, at nogen kan have lyst til at skabe kunst under  vilkårene, de måtte lide under. Kunsten viser helt naturligt disse vilkår og kunstnerens sjælelige tilstand. Nogle af kunstnerne var sågar i stand til at skabe værker med idylliske motiver.

Ud af de 50 kunstnere, som præsenteres på udstillingen, blev 24 dræbt af nazisterne. På udstillingen bliver værkerne opdelt i temaer og suppleret med biografier om kunstnerne.

Læs mere om udstillingen på DHM’s hjemmeside.

Den 27. januar er det i Tyskland mindesdag for ofrene for nazismen. Det var den 27. januar 1945, at de russiske styrker ryddede Auschwitz-Birkenau. Mindesdagen for ofrene for nazismen er en af mange historiske mindesdage, som på DHM markeres med fri entré og rundvisninger dagen igennem. Jeg skriver mere om det, når vi kommer nærmere dagen.

Skriv gerne en kommentar