Det sker i Berlin – Opdateres hver dag! 

Facebook Twitter Google Maps E-mail
[metaslider id=5487]
Home Galerie Noldes religiøse billeder
formats

Noldes religiøse billeder

Juledag er formodentlig en stille dag for de fleste mennesker. Ovenpå juleaftens sammenkomst, julemad, gaverne osv. har man brug for lidt ro. Er man taget hjemmefra og holder jul i andre omgivelser, har man måske lidt mere lyst til at der skal ske noget. For jer, der er i Berlin vil jeg i dag foreslå at I går ind og ser Emil Noldes billeder “Kristi liv”. De bliver for tiden udstillet i Nolde Stiftungs Berlin-afdeling i Jägerstrasse.

Nolde malede de ni malerier, som udgør værket, i 1911/12 og omkring 1930 blev de første gang vist i Berlin i Kronprinzenpalais på  Unter den Linden, fortæller Tagesspiegel i en artikel om udstillingen. Her havde Nationalgalerie sin moderne afdeling og de ville gerne erhverve værkerne. De kunne ikke skaffe midlerne, og det har reddet værkerne fra at blive tilintetgjort, da nazisterne erklærede Noldes værker for entartet få år senere. For Nolde fik værkerne hjem til sig selv. Havde museet købt dem, var de formodentlig blevet beslaglagt og brændt. Til dagligt befinder værkerne sig i Nolde Stiftungs samling i Seebüll, men lige nu og indtil 15. april vises de altså i Nolde Stiftung Berlin.

Det kunne være en udmærket juledags-aktivitet at gå en og se denne udstilling. Nolde Stiftung Seebüll Berlin Dependance, som stedet hedder, er et meget flot sted, hvor det er hyggeligt at komme. Kig også lidt i butikken – der vil man sikkert kunne købe Manfred Reuters bog Nolde in Berlin: Tanz, Theater, Cabaret / Dance Theatre Cabaret. Bogen udkom i forbindelse med udstillingen Nolde und Berlin i 2007. Fra 1905 opholdt Nolde sig i Berlin om vinteren og deltog i det pulserende kulturliv. Han havde i en periode atelier i Tauenzienstrasse og færdedes i det kunstneriske miljø, der i begyndelsen af 1900-tallet var centreret omkring kvarteret ved Gedächtniskirche. I bogen beskrives bl.a. hvilken betydning Deutsches Theater og den ekspressive dansekunst havde for Noldes malerier. Jeg synes det lyder som en spændende bog. Den kan også købes hos Amazon.de.

Læs Tagesspiegels artikel om den udstillingen Emil Nolde. Die religiösen Bilder.

Se Nolde Stiftung Berlins hjemmeside med oplysninger om åbningstider m.m.

Kommentarer slået fra.