Museet med falske malerier

Dagens tip er til et sted, som ligger et stykke uden for Berlin.  Der kommer en beskrivelse af, hvordan I kommer dertil sidst i teksten.

Jeg var inde og kigge lidt på Abendschau’s arkiv, og i fredags havde de et indslag med forslag til en udflugt, som de altid har om fredagen. Denne gang lød det så interessant, at jeg vil bringe det, selv om man skal bruge lidt tid på at komme dertil fra Berlin. Et museum med lutter forfalskninger? Hvordan kan det dog lade sig gøre? Leonardo da Vincis Mona Lisa hænger sammen med Rembrandts Nattevagten , Vermeers Pige med perleørering, Van Gogh’s Solsikker, Renoirs Le Moulin de la Galette og mange andre berømte malerier.

Abendschau har været i  Großräschen, hvor museet ligger og taler i indslaget med manden, der har “samlet” malerierne. Eller man skulle nok snarere sige bestilt dem. For det er tre russiske brødre, som “forfalsker” malerier. Alle tre uddannet fra kunstakademiet i Leningrad. I indslaget ser man dem stå og male på billederne. Det er underligt at se sådan noget, når man til daglig færdes mellem lutter originaler. Men det er også interessant, for det fortæller os jo også, at det at være kunstmaler også i høj grad handler om at beherske håndværket og teknik. “Samleren” fortæller i indslaget, at forfalskningerne faktisk er lovlige – de lever op til de betingelser, der er for at man må kopiere et kunstværk. Ellers var det nu også dumt at invitere TV på besøg 🙂

I får her linket til Fälschermuseums hjemmeside. Der står ikke noget om åbningstid, så der må I lige sende en mail til dem for at spørge. I indslaget fra Abendschau viser de, hvordan man kommer til Großräschen enten i bil eller med toget fra Berlin. Men I kan også slå adressen op på googlekortet. Klik på ikonet øverst til højre og skriv Seestraße 88, 01983 Großräschen, så finder I stedet på kortet.

Se Abendschaus indslag om Fälschermuseum.

Skriv gerne en kommentar