Museer for modstanden mod nazismen

I Bendlerblock, Stauffenbergstrasse 13-14 findes minderum for modstanden mod nazismen. Og det er tyske modstandere af nazismen, som mindes her.

Det attentatforsøg, som Stauffenberg udførte mod Hitler den 20. juli 1944, blev planlagt i denne bygning. Og den gruppe som stod bag attentatforsøget blev henrettet i bygningens gård allerede samme aften. Der hænger mindeplade på muren med navnene.

Museerne for den tyske modstand mod nazismen omfatter mange flere historier end den ovennævnte, som jo er den mest kendte af dem. Siden 1989 har der på anden etage i Bendlerblock været en fast udstilling, som med mere end 5000 billeder og dokumenter fortæller om de mange forskellige enkeltpersoner, kredse, grupper og organisationer,  som tog til genmæle mod nazismen og som mistede livet ved det. Fra 1992 blev udstillingsarealet udvidet med første etage i bygningen. Hvis I tror, at det drejer sig om få mennesker, som gik til modstand, så kig under fanen Biographien på hjemmesiden for Gedenkstätte Deutscher Widerstand. Der er et hav af navne, og man kan så læse om, hvem personerne var, og hvordan de gjorde modstand. Det er et stort og nødvendigt stykke dokumentationsarbejde, der er gjort her.  I øvrigt er der en mængde materiale på hjemmesiden, hvis nogle tysklærere skulle være interesseret.

Grupper kan få rundvisning efter bestilling. Enkeltpersoner kan komme med på rundvisning søndag eftermiddage kl. 15. Her behøver man ikke tilmelde sig på forhånd. Det er en god idé at tage med på sådan en omvisning – det gør jeg selv, når der er mulighed for det. Man kan også få en gratis audio-guide til udstillingen, hvis det ikke passer med at man kan besøge stedet en søndag.

Under Gedenkstätte Deutscher Widerstand hører også Gedenkstätte Plötzensee, Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt og Gedenkstätte Stille Helden. Det kan I også læse mere om på hjemmesiden under fanen Struktur.

 

Skriv gerne en kommentar