Hvis du går en tur på Oranienburger Staße – fra Hackescher Markt til Friedrichstraße – kommer du forbi Neue Synagoge med den guldbelagte kuppel og finder en masse caféer, barer og restauranter. Måske kan du (ved nattetide) møde en prostitueret, som gaden også er kendt for. Efter Murens fald har gaden fået en opblomstring, da den tidligere lå i det forhenværende Østberlin. Det er nu en ret livlig forlystelsesgade.
Inden du når frem til Friedrichstraße finder du på venstre hånd Kunsthaus Tacheles (nr. 54-56a) – og det er noget af et alternativt sted. Det vender jeg tilbage til. Huset har en lang og broget historie. Først opført i 1908 som stormagasin kaldet “Friedrichstadtpassage” (ikke at forveksle med det nuværende Friedrichstadt-Passagen), men gik dog konkurs nogle år senere. Fra 1928 indrettede AEG et slags showroom for deres el-produkter. En af de første tyske tv-transmitioner fandt sted fra denne bygning først i 1930’erne. I midten af 30’erne blev bygningen overtaget af flere forskellige nazi-organisationer (Folkefronten og SS). I slutningen af 2. verdenskrig blev bygningen meget medtaget – både af bomber og i det endelige slag om Berlin.
Efter krigen blev bygningen brugt til forskellige formål, men en egentlig renovering fandt aldrig rigtig sted. I 1990 begyndte myndighederne faktisk en nedbrydning af bygningen, men en gruppe kunstnere af alle afskygninger, besatte bygningen. Der har siden 1990’erne kørt mange tvister om bygningens brug og ejerskab – og dette er faktisk slet ikke afsluttet endnu.
Kunsthaus Tacheles er absolut et besøg værd – hvis du synes det er interessant at opleve noget helt anderledes og uventet. Og det gør du her. Alternative butikker med tøj, kunst, mærkelige genstande og der er graffiti og bemalinger alle vegne. Der er også en cafe, spillesteder og ofte er den en gruppe i gang med at spille og synge. Tacheles kommer fra hebraisk tachlit, der kan betyde mål, formål, den direkte usminkede sandhed.
Meget interessant, meget anderledes og vildt spændende (læs mere på: www.tacheles.de)
[foto: Jens Nagel, juli 2011]
