Kunsthåndværkermarked ved Schloss Charlottenburg

Nyhedsbrevet fra berlin.de om weekend-tilbudene i Berlin fortæller denne gang bl.a. om III. Berliner Kunstallee, hvor 150 kunstnere og kunsthåndværkere sælger deres unikke produkter. Det er traditionelt kunsthåndværk og design i alskens farver, former og materialer, som det hedder. Og det ER kunstnerne selv, der står der og sælger.

Markedet finder sted lørdag den 2. og søndag den 3. juni med åbningstid kl. 11-18. og det er som sagt ved Schloss Charlottenburg – se placering på by kortet på berlin.de’s hjemmeside.

Når I så er i nærheden, kan I jo se Schloss Charlottenburg samtidig. Har I kun lidt tid, kan I nøjes med at gå en tur i slotsparken – ellers gå ind og kig slottet også. Her vil jeg anbefale at tage en audioguide med rundt – det gjorde jeg den første gang, jeg så slottet. Der er en behagelig afveksling mellem en mandlig og kvindelig stemme – og der spilles musik ind imellem, så man lige får en lille pause. Man kommer på en flot rundtur og kan fantasere sig tilbage til den tid, hvor Frederik den Store spillede på sin fløjte i gemakkerne.

Skulle I have lyst og tid til mere, ligger der to se-værdige museer tæt på slottet: Museum Berggruen med Picasso og Paul Klee i samlingen og Bröhan-Museet der har Jugendstil, Art Deco og Funktionalisme som fokusområde.

Så skulle der vist også være til en lørdags- eller søndagstur.

Skriv gerne en kommentar