I denne tid hvor vi er mange der har fyldt os med lidt for meget fed mad, vil jeg gerne gentage mit indlæg om en af mine Berlin-favotitter: Currywurst! På hjørnet af Kantstaβe og Kaiser-Friedrich-Straβe findes en mindeplade for Herta Hevwer (1913-1999). Og hvem er så det? Ja det er ikke mindre end opfinderen af currywursten! Historien er som følger: Hertas mand havde været soldat under 2. verdenskrig og efterfølgende sad han i amerikansk krigsfangelejr. Her fik han smag for amerikansk fastfood – bl.a. burgere og sparre rips. Så da han var kommet hjem igen, bad han sin kone om at lave en af disse retter. Han var dog kommet til et Berlin der var ramt af luftbroen, så der var ikke meget at gøre godt med. Herta havde dog en god tysk pølse, skar den i mindre stykker som hun så overhældte med ketchup og derefter dryssede karry på. Sådan opstod carrywurst’en – den 4. september 1949. Der er en del berlinere og tyskere der gerne vil have denne dag gjort til helligdag.
Der findes også på dette område konspirationsteorier. Rygtet går, at forfatteren Uwe Timm i sin roman ”Opdagelsen af Currywurst” siger at han smagte en sådan i Hamburg i 1947. Ja, ja – lad det nu ligge. Min “videnskabelige” teori er dog, at det er Herta der kom først!! Jeg har gennem 42 år smagt mig gennem carrywurst’er i Berlin og Hamburg – og Berlin vinder.
I 1959 fik Herta Hevwer registreret varemærket Chillup-Sauce (patent nr. 721319 fra patentkontoret i München), som indeholder de hemmelige ting og sager, der er i ketchup- og karrysovsen. På Kaiser-Friedrich-Straße 59 indrettede hun en Imbiss (pølsevogn) og havde i sin storhedstid 19 ansatte – og der var døgnåbent.
Der findes – selvfølgelig – et currywurste-museum i Berlin. Du skal dog være absolut top-interesseret i denne sag for at give € 12 for at komme ind. Jeg har været der, men kommer nok ikke igen. Kig her: www.currywurstmuseum.de Det er lige ved Chekpoint Charlie, Schützenstraße 70, 10117 Berlin.
Der findes også en sang om currywursten – skrevet og sunget af Herbert Grönemeyer (født 1956). Se og lyt her: http://youtu.be/MnZT0cXNRJQ. Lidt sjovt at en mand kan sidder og synge for 50.000 mennesker om en pølse!! Men vi har jo “Shu-Bi-Dua” der en gang lavende en lignende sang (“Kyllinger, softice og pølser ….”). Herrn Grönemeyer er ikke hvem som helst: Ud over at være sanger, tekst- og melodiforfatter var han med i “Das Boot” fra 1981. Her spillede han løjtnant Werner. Hans currywurste-sang er fra 1988. Han lavede også Tysklands-VM sang i 2006 – “Celebrate the Day”.
Jeg kan anbefale følgende gode steder hvor du kan få en ordentlig currywurst (min personlige og subjektive vurdering): Imbiss på Wittenbergplatz lige ved siden af KaDeWe (S+U-bahn: Wittenbergplatz); Imbiss Konnopke’s, Schönerhauser Allee (S-bahn: Eberswalder Straβe). Curry 36 på Mehringdamm 36 (U-bahn: Meheringdamm), her der åbent hver dag kl. 9 til 5 morgen. Dette gode sted åbnede i 1980. P.t. er en af mine favoritter lukket ned: Imbiss på Buderpester Straße – lige overfor Gedächtniskirche. Her er en større ombygning/renorvering igang. Jeg har ikke helt styr på hvad der skal ske med området …. men det har chefredaktør Kirsten som siger: ”Mon ikke det er renoveringen af Bikini Haus og Zoo Palast, du refererer til?” Jo – det var lige det jeg tænkte på, se Berliner Zeitungs artikel.
Velbekomme ….
P.S.
Min lokale avis (”Fyns Amts Avis”) bragte i dag en foto fra isbadeklubben ”Berliner Seehunde” (Sælerne fra Berlin), hvor klubbens medlemmer – iført nissehuer – tog det årlige julebad. Hvis dette er noget der lokker, så holder klubben til i Orankesee Freibad, Gertrudstraβe 7, 13053 Berlin. Du kan tage Straβenbahn (sporvogn M4, 27 og 13) til friluftsbadet. Du kan læse mere på klubben egen hjemmeside www.berliner-seehunde.de – god fornøjelse!











