Mange Berlin-besøgende går gennem Brandenburger Tor for at komme over til Der Reichstag (Rigsdagen). Helt nøjagtigt via Ebertstaβe og Scheidemannstraβe. Her kan du ikke undgå at se en lille udstilling af hvide kors, et stort kors og forskellige fotos og opslag. Udstillingen er opsat på gitteret ind mod Tiergarten.
Det er Gustav Rust (født 1940) der her har lavet en selvbestaltet udstilling omkring DDRs overgreb og til minde for nogle af ofrene der flygtede fra øst til vest. Gustav Rust har selv siddet fængslet i DDR – i et af Stasis fængsler. Næste alle hverdage står han selv sine opslag/mindekors og sælger hæfter m.v. og har indsamling til at videreføre sin udstilling. Han er en høj ranglet mand med et par håndjern hængende løst fra hans venstre håndled. Han var en stor modstander af DDR og sad fængslet i over 7 år. Da han blev løsladt blev han udvist til Vestberlin (formodentlig mod en kontant betaling). Han kommer cyklende hver dag til sin lille udstilling. Dog var han der ikke fredag den 9. december i år – han plejer ellers at være trofast, men måske var han syg.
Gustav Rust er ikke bare en ligetil personlighed. Dels har den berlinske administration lidt svært ved at finde ud af, hvad de skal mene om hans udstilling. Det er blevet pillet ned to gange, men han er bare startet forfra. Og ikke nok med det: Han har flere gange fået betingede domme for overfald. Ligeledes har han udtalt at ”jeg er faktisk en national socialist, dog uden det med gaskamre”. Og hans hjemmeside har henvisninger til flere højre-ekstremister. Han er altså ikke helt nem at blive klog på – men har han også udtalt at han har taget skade af sit fængselsophold i DDR. Og det ved de fleste, at et fængselsophold ikke ligefrem gavner ens sundhed – hverken fysisk eller mentalt.
Det ser ud som om at hans udstilling/mindekors nok får lov at blive hans tid ud.
Og så lige det her: Han er ikke i familie med Mathias Rust (født 1968), der i maj 1987 landede i en lille flyvemaskine – lige midt på Den røde Plads i Moskva. Det er en helt anden historie, men også ganske interessant.
[kilder: Flere samtaler med Gustav Rust selv (han er ikke så nem at tale med), hjemmesiden www.gustav-rust.de og www.spiegel-online.de fra 4. april 2008; samt læsning af flere tyske aviser og magasiner gennem årene]
(foto: Jens Nagel, juni 2005)












