Operaen er skrevet af Ligeti – så det er moderne musik så det basker. Og der var ikke megen skønsang i det – men der var heller ikke noget skønt over handlingen. Jordens undergang, død og ødelæggelse, korrupte statsledere, mennesker, der udnytter hinanden, og hvad har vi. Forfatteren til teksten, som ligger til grund for librettoen, Michel de Ghelderodes (1898-1962) har jo ikke oplevet nutidens terrortrusler – men jeg sad og tænkte på, at den frygtstemning, som stykket udtrykker egentlig minder om vor tids terrorfrygt.

Musikken var meget speciel – f.eks. små satser for båthorn eller ringeklokker – og det indgik så fint i helheden. Jeg sad faktisk og blev klar over, at det er første gang,  jeg har følt det så naturligt at høre moderne musik og sang, selv om det ikke var det mindste melodiøst, men mere løsrevne lyde. Sikkert fordi det passede så godt til det som foregik på scenen. Jeg havde forberedt mig med hensyn til handlingen, det lønner sig, når man skal til opera. Ellers er der i Komische Oper tekster på sædet foran, hvor man endda kan vælge mellem flere sprog. Her blev der sunget på tysk, og jeg skævede til den tyske tekst, men generelt var det let at høre, hvad der blev sunget.

Scenografisk var det en ren fest for øjet – ikke lige fordi mange af personerne meget af tiden optrådte i underbukser eller uden underbukser – det synes jeg egentlig har været tilfældet flere gange på Komische Oper – nej der var så mange stærke effekter. Den personificerede død er kommet ned på jorden, og har bestemt, at alle skal dø inden midnat. Men han tager for sig af de våde varer, og døddrukken så at sige må han kapitulerende sætte sig på et kloset, som er anbragt på en lille vogn og kørt ind på scenen (døden på skideren? …undskyld sproget – men det er en fristende fortolkning). Da han falder af, flyder toilettet over med ….ja gæt selv!

Handlingen har jeg skitseret i et tidligere indlæg. Det er ikke dødens dag.  Moralen er, at man ikke skal frygte døden, den kommer, når den kommer – og indtil da skal man nyde livet. På en bedre måde kunne jeg ikke tage afsked med Berlin for denne gang.

Læs mere og Komische Opers hjemmeside. Le Grande Macabre spiller igen 1. Juni – gå ind og se den og få en på opleveren!

Først og fremmest ønsker museet at fortælle computerspillenes historie og vise den tekniske udvikling gennem tiden. For en mor til to drenge født henholdsvis i 1976 og 1984 er der bekendte sager at se. Jeg kan ikke sige, at jeg kender det hele, for det er ikke noget, jeg er gået så meget op i. Men navnene på spillene, lydene og figurerne – dem kunne jeg godt genkende. Også nogle af de udstillede computere.

Billedet af Vic 20 har en ganske særlig betydning, for det var den allerførste computer, der kom ind i vores hjem. Det var ikke det hotteste på de tidspunkt, men det var det, vi havde råd til – og vi købte den brugt. Den var ikke desto mindre indgang til den herlige teknologiske verden. Anderledes end jeg ville mine sønner eller unge mænd i deres alder og yngre ville nok i højere grad end jeg nikke genkendende til alle de udstillede spil.

Også de soiale aspekter af computerspillet bliver behandlet. Her kan jeg også bekræfte, at compterspil sagtens kan være anledning til socialt og hyggeligt samvær og skabe kontak også over landegrænserne. Begge mine sønner har hygget sig gevaldigt sammen med deres kammerater, når der var spilleaften og stuen forvandlet til en virtuel krigszone.

Computerspilmuseet vil helt sikkert være et hit for familier med børn – der er jo også mulighed for at prøve nogle af spillene, selvfølgelig. For Berlin-besøg med skoleklasser kunne et besøg på Computerspilmuseet sikkert også være kærkomment som en afveksling til mange af de lidt tungere ting, som hører sådan et besøg til. Da jeg var der rundvisning for to klasser, så det kan I også bestille.

Se mere på www.computerspielemuseum.de

Midt på dagen havde jeg et møde på Hohenzollerdamm, og efter det tog jeg til Slossstrasse, hvor jeg havde planlagt at se de tre museer,  som ligger samlet lige overfor Schloss Charlottenborg. Det er Museum Berggruen, Sammlung Scharf-Gerstenberg og Bröhan Museum.

Bröhan viser en særudstilling med keramik af tre kvindelige keramikere under temaåret Zerstörte Vielfalt. Den har jeg skrevet om tidligere,  og jeg er glad for at have set den nu. Det var meget flot keramik, mest som kaffe og te stel, men også vaser og andet. En for vores tid kuriøs ting, var et tobak stel, små krukker i forskellige størrelser til cigaretter,  cigarer og tændstikker samt selvfølgelig et askebæger.  Men først og fremmest har museet en imponerende samling af Jugendstil, Art Deco og Funktionalisme. Hovedsageligt kunsthåndværk og møbler. Det er meget flot, og hvis I kan lide disse stilperioder og har lyst til noget smukt for øjet, så er dette museum stedet at besøge. Det er ikke et oveerrendt sted, der var kun ganske få gæster.

Sammlung Scharf-Gerstenberg viser Surreale værker med nogle af de kendte surrealister. Så nu har jeg stået overfor en ægte Magritte, Max Ernst og Dali. Efter en kaffepause gik jeg over gaden og så Museum Berggruen’s udstilling, som vist er fra den faste samling. Her væltede jeg mig i Picassoe’er en masse. Det var lidt specielt at se de kendte værkerni virkelighen. Desuden rummer museet en stor sammling af Paul Klee, som jeg kun nåede at “løbe” igennem.

Hvis I også vil tage alle tre museer på engang,  vil jeg anbefale at begynde med det, der intersserer jer mest, tiden løber nemlig også.

I kan se museernes åbningstid på hjemmesiden for de statslige museer i Berlin www.smb.museum

De fleste har hørt om forfølgelserne, i hvert fald, hvis man har en vis alder. Men det er helt passende, at trække personerne og forfølgelserne frem i lyset igen, for vi må lære af historien og undgå, at sådan noget skal kunne ske igen.

Berlin var i årene før 1933 blevet en metropol, som den er ved at udvikle sig til igen. Alt er muligt og det er her sker og dengang skete. Men forfølgelsen af næsten alle kunstnerne, gjorde at kulturen blev smadret. Langs Unter den Linden foran Lustgarten er placeret en række høje søjler med portrætter af disse personer.

I tirsdags var jeg så inde og se udstillingen på Deutsches Historisches Museum, Zerstörte Vielfalt (den ødelagte mangfoldighed).   For det første er det gratis at se udstillingen, og den lille bog (knap 150 sider) er også gratis. Vil man have en audioguide med rundt er det også gratis. Fint tænkt, der skal ikke tjenes penge på at formidle fortidens historiske uhyrligheder.

Så man kan ikke sige at det er alle pengene værd at se udstillingen, men det er al den tid værd, som man investerer i den. Den er bygget op som en tur rundt i byen Berlin i  årene umiddelbart før og efter magtovertagelsen. Der fortælles om hvordan nazismen langsomt åd sig ind på samfundet og overtog al myndighed. Der fortælles også om, hvordan nazisterne styrede Olympiaden i 1936. Der blev begået mange forbrydelser, for at undgå, at det sande terrorsamfund blev afsløret overfor de internationale gæster. Man kan undre sig over, at det var muligt.

Noget af det, der gjorde et stort indtryk på mig, var en  dør til cellerne i et af SA’s fængsler, beliggende i Papestrasse. Det virkede stærkt at stå og tænke på, hvilke grusomheder, der er begået og hvor mange mennesker, der er blevet tortureret ihjel bag ved den dør.

Da jeg var i udstillingen, var der en gruppe store skolebørn, som havde fået til opgave at fortælle om en af udstillingens emner. Det var interessant at lytte lidt med på. Når eleverne havde præsenteret deres oplæg, kommenterede en medarbejder fra museet med de faktiske begivenheder.

Undervejs præsenteres med røde kvadratater nogle af de andre udstillinger under temaåret, der er at se rundt i byen – det drejer sig om 40 udstillinger. I alt er der godt 120 arrangementer året igennem.

Der er ingen grund til at gå uden om denne udstilling, hvis I besøger Berlin i år. Det hører ligesom med til historien om byen. Især hvis I skal besøge Berlin med skoleklasser.

Den blev jeg så optaget af, at jeg ikke nåede mere end den. Der var mange flotte plakater fra begyndelsen af 1900 tallet og frem. Audioguiden, som jeg tog med for 3 Euro, fortalte om plakaterne og om rejsemulighederne på den tid, hvor de var blevet produceret. Om jernbanerejser og turene med de store oceandampere og den begyndende luftfartsturisme. Det var også interessant at følge, hvordan tyskernes rejsemåder har ændret sig gennem tiden, ikke mindst i forbindelse med de to verdenskrige. Som sædvanligt hos DHM var udstillingen rigtig godt organiseret med et rum til rejser i Europa og et rum til rejser i den øvrige verden. Med audiogui den kunne man selv bestemme, i hvilken rækkefølge man ville tage udstillingen.Jeg synes jo det var en dejlig udstilling og at I skal gå ind og se den, især hvis I intresserer jer for plakatkunst eller turisthistorie. Se flere oplysninger på www.dhm.de.

Det gik som sagt sådan, at jeg kun nåede denne ene udstilling – så måtte jeg se den anden tirsdag. Det fortæller jeg om i morgen. Tirsdag nåede jeg efter besøget på DHM også at tage til Berlinische Galerie men blot for at få en lang næse – de havde Ruhetag… I stedet gik jeg til Willy-Brandt-Haus og så fotoudstillingen om Kennedys besøg i Tyskland i 1963. Det var der jeg blev bedt om at vise Ausweis, bitte! Jeg havde ikke tænkt mig om, for så kunne jeg nok godt have regnet ud, at de ville se legitimation sådan et sted. Så jeg havde ikke mit pas med, men rejsekortet og sygesikring kunne række. Den kvindelige kontrollør var noget skrap, men man forstår jo godt, at de skal vide, hvem de lukker ind – det er trods alt en central SPD-bygning.

Udstillingen var nu hurtigt set, men den var på min ønskeseddel denne gang, og at få Willy-Brandt-Haus at se, har længe været det. I huset står en stor, moderne statue af den for Tyskland så betydningsfulde socialdemokrat. Jeg lyttede mig fra en igangværende omvisning til, at kunstneren var Reiner Fetting. Vil man se huset, er det måske en god idé, at undersøge om der er en omvisning, man kangå med på.

Boxen indholder information om det nye slot, som skal bygges her. Den udstilling, som Förderverein Berliner Schloss e.V. før havde på Hausvogteiplatz med en model af slottet og bygningerne omkring, er nu flyttet hertil. Som jeg tidligere har beskrevet skal det nye slot have to forskellige facader, en barokfacade som det gamle slot, der forsvandt med 2. Verdenskrig – og en moderne facade. Interiøret bliver ikke som det gamle kejserslot, men skal være et kulturforum med navnet Humboldt Forum.

I Humboldt Box er der foruden Förderverein Berliner Schloss e.V.’s udstilling også udstillinger med smagsprøver på, hvad udstillingerne kommer til at bestå af, når  Humboldt Forum står færdigt. Förderverein Berliner Schloss e.V. er i øvrigt blevet lidt mere professionel og går nu i kødet af folk med hensyn til at få sponsorbidrag til slotsbyggeriet. Det er dog ikke sådan, at man føler sig angrebet, men jeg undgik egentlig at komme for nær på. Faktisk kunne jeg godt finde på at tegne et bidrag til facaden – men det kan man også gøre via nettet – nu må jeg se – mindste beløb er 50 Euro. En dag hvor længslen efter Berlin overmander mig, kunne jeg måske godt blive blød i knæene og bidrage med en 50′er. Hvis I har lyst til at bidrage, kan I gå ind på http://berliner-schloss.de. Så hjælper de jer videre.

….Og så er der mulighed for at komme op på Panorama-etagen og se ud over byggepladsen. Lige nu er der sand og gravemaskiner – men det må jo skride frem efterhånden. Et godt tip: I finder elevatoren op til panoramaetagen inde i gården. Det er ikke indlysende, hvordan man kommer derop, når man er inde i udstillingen.

Koncerterne finder altid sted tirsdag aften. Hvis man melder sig til at modtage nyhedsbrev fra Unerhörte Musik, sender de troligt en mail med program for de kommende koncerter. De fik jeg i fredags og så, at næste koncert, som er den 14. maj, har temaet farver og titlen Farbe/Into Colors. Den visulle oplevelse bliver en stor del af  oplevelsen ved denne koncert, står der i hjemmesidens programnoter.

Det ser faktisk meget interessant ud. Som sædvanligt er instrumentkombinationen ret usædvanlig: cello og slagtøj, marimba og cello. Ulrike Brand spiller cello og Alexandros Giovanos spiller slagtøj.

Hvis det passer i mit program, vil jeg tage ud til koncerten.

I kn læse mere om den på Hjemmesiden for Unerhørte Musik.

http://www.stage-entertainment.de/musicals-shows/war-horse-berlin.html http://www.unerhoerte-musik.de/Dienstag_2.html

Jeg var jo til koncert i Tivolis Glassal i går aftes med Max Raabe og Palastorkester. Og de  opfyldte forventningerne til den store guldmedalje. Vi fik Irgendwo auf der Welt med Max Raabe og Ian Wekwerth på piano – et flot nummer, hvor man rigtigt kunne høre, hvor perfekt Max Raabe kan styre sin stemme. Og selvfølglig fik vi de velkendte numre – Am  Amazonas, da wohnen unsere Ahnen, Ich küsse Ihre Hand  Madame, Du bist  nicht die erste, Dort tanzt Lulu m.fl., men der var også flere numre,  jeg ikke havde hørt på koncert før, bl.a. en kvartetsang.

Publikum var ellevildt af begejstring – det var rart for en garvet Max Raabe fan at opleve. Man har jo følt sig lidt alene i alle årene… Det var tydeligt at høre, at publikum forstod pointerne, også  når de kom på tysk. Og der var begejstrede udbrud og bifald, som omgående steg en ekstra tand, da hele orkestret til slut i et nummer pludselig stod og spillede violin. Det er jo sådan at flere af musikerne mestrer flere instrumenter, men her var det også blæsergruppen, som greb violinerne.

Max Raabe kvitterede for flere gange stående bifald ved at synge både  Ooops I did it again og Sex Bomb – hvilket udløste munterhed hos dem, der ikke har hørt ham på den måde før.

Og tænk, vi fik også Mackie Messer denne gang – så nu er sindet da stemt til Berlin.

Det er den 18. og 19. juni han kommer og besøger byen, og han har sin kone Michelle med. Tagesspiegel skriver, at Forbundskanzler Merkel har inviteret ham flere gange, men først nu passer det ind i tidsplanen. Så hvis I planlægger en tur til Berlin i juni, så kunne I jo passe det ind efter Obamas kalender og få den ekstra oplevelse at se Obama holde tale – måske ved Brandenburger Tor.

Obama har været i Berlin før, det var i 2008. Da var han ikke blevet valgt til præsident endnu, og da syntes Merkel ikke, at det var passende, at han skulle tale ved Brandenburger Tor. Det var nok rigtigt tænkt. Men nu er han præsident, og som det bliver sagt i Abendschau-indslaget, så er det nok sådan, at hvis han gerne vil tale ved Brandenburger Tor, så kommer han også til det.

Andre mener, at han skal tale ved Rathaus Schöneberg, hvor Kennedy for 50 år siden lancerede udtrykket Ich bin ein Berliner for at udtrykke sin sympati med borgerne i det indeklemte Vestberlin. Det er spændende, hvor Obama vil tale, og hvordan han kommer ind på Kennedy-besøget. Om han gentager ordene? eller hvordan han refererer til dem. For komme uden om det kan han næppe.

Jeg var i øvrigt i byen samme tid som Obama i 2008, men læste kun om det i avisen. Jeg så ham ikke – kun menneskemængden ved Siegessäule, som jeg kunne se fra toget, da det kørte ind til Berlin. Fra Abenschau indslaget forstår man, at der var rigtig mange, der så ham – Tagesspiegel nævner tallet 200.000.

Læs artiklen i Tagesspiegel

Se nyhedsindslaget i rbb Abendschau

Fra i dag og til på søndag kan man på Tempelhofer Feld få en enestående musikoplevelse.

Flere end 600 musikere fra Berlin og USA – professionelle som amatører – vil opføre et værk af den amerikanske komponist Lisa Bielawa. Komponisten har skrevet musikken efter at være blevet inspireret af dette store friareal midt i storbyen. Musikerne dukker ubemærket op og bevæger sig hen over hele Tempelhofer Feld mens de spiller. Bevægelserne sker efter en koreografi, som er en del af kompositionen. Det hele varer 60 min.

Det er jo nok ikke en symfoni i klassisk forstand man skal forvente at høre. Kompositionen kan varieres og spilles i forhold til omgivelserne, og skal mere betragtes som en rum og klang oplevelse. Sådan præsenteres i hvert fald begivenheden på Tempelhofer Freiheits hjemmeside. Hvis man har set Tempelhof, vil man vide, at der er tale om et meget stort areal – så det bliver også helt tilfældigt, hvad man som tilhører får at høre – eller man kan også selv vælge at følge den gruppe musikere, man udvælger sig.

Det er en fantastisk idé sådan at bringe musikken ud i felten…

I kan læse mere om arrangementet og spilletider på Tempelhofter Freiheits hjemmeside

Tempelhof Broadcast har også sin egen hjemmeside – kig også ind på den – her ligger film fra prøver og pressemøde, da idéen blev lanceret.

Det var et nyhedsbrev fra Gratis in Berliln, der gjorde mig opmærksom på begivenheden. Det er en god side at tjekke – der er mange tips om gratis arrangementer.