Vil du have en anderledes og noget særpræget overnatning i Berlin, så prøv Propeller Island City Lodge, der giver dig et værelse med spejle alle vegne, et værelse til dværge (der er kun 143 cm til loftet), et værelse med en flyvende seng eller et værelse med et kighul så du kan se ind til naboerne. Det lyder vildt – og det er det også. Det er kunstneren Lars Stoschoen (født 1961 i Berlin), der i 2005 åbnede dette hotel, som han selv har udviklet, tegnet og indrettet. Der er 45 helt forskellige værelser. En overnatning er ret dyr (mellem 79 og 115 € pr. nat pr. person) morgenmaden koster 7 € og den skulle være virkelig god. Bemærk at 3 værelser skal dele bad og toilet. Adressen er Albrecht Achilles Straβe 58, 10709 Berlin-Wilmersdorf tæt på U-7 (Bhf Konstanzer Straβe). Se mere på www.propeller-island.com. Du kan også læse om dette specielle hotel f.eks. i bogen “Sov på verdens vildeste hoteller”. Bogen kan p.t. købes i FDBs Kvicklyer til 10,00 kroner (192 sider og indbundet). Til samme pris og i samme udstyr kan også købes “Spis dig mæt på verdens vildeste restauranter” og “Vær med i festen på verdens vildeste barer”. Jeg har i bøgerne forgæves ledt efter barer, restauranter og hoteller i både Aalborg og Svendborg.
Flashmob er i de sidste 10 år blevet et begreb hvor en flok mennesker samles et offentligt sted (hidkaldt via en sms-kæde) og gøre et eller andet og så fotografere det med en mobiltelefon. Et helt stormagasin indvaderes og pludselig står 500 mennesker helt stille. På Københavns Hovedbanegård har en flok mennesker fra Ældresagen, overraskende indledt et sjovt danseshow midt i ankomst/afgangshallen. Men Berlin står jo ikke tilbage for den slags. Den 3. marts 2011 blev der lavet et flashmob på Berlin Hauptbahnhof – se lige et klip herfra på: www.youtube.com/watch?v=jMhOdPFw6SU&feature=relat hvor Berliner Staatsballetts gav en spændende optræden. Dette flashmob-indslag var en reklame for forestillingen “OZ – The Wonderful Wizard” (“Troldmanden fra OZ”), som i marts 2011 havde premiere på Komische Oper, Behrenstraβe 55, 10117 Berlin-Mitte. Her spilles 5.-6. februar “Robin Hood”. Komische Oper ligger tæt på Unter den Linden (med busserne TXL, 100, 147, 200 samt natbusserne N2 og N6) og på U-bhf Französische Straβe (U-6). Har tidligere skrevet et indlæg om flashmob’en på Hauptbahnhof, men det (gode) link jeg fandt dengang er nu slettet fra youtube. Derfor denne gentagelse – med en lidt dårligere optagelse. Men fornem lige stemningen!
Jeg kunne godt tænke mig at lave et flashmob ved en Imbiss i Berlin, hvor 666 mennesker bestiller en carrywurst samtidig. Og det skal så optages/filmes og derefter ses på www.berlin-nyt.dk . Det vil jeg gerne arbejde på ….











