”Unter den Linden nummer 1 – romanen om Hotel Adlon” skrevet af Jürgen Ebertowski (født 1949). Udkommet på tysk i 1997 og på dansk i 1998 (forlaget Modtryk).
På Svendborg Bibliotek findes en dygtig og venlig bibliotekar, som ofte sender mig en mail, når der er kommet en ny bog om Berlin. Sikke en fin service og hjælpsomhed. Og han har virkelig fingeren på pulsen! For nogle år siden gav han mig en melding vedr. ovennævnte roman.
Det er en spændingsroman fra Hitlertidens Berlin med Hotel Adlon og dets husdetektiv i centrum. Der foregår meget i bogen – både kriminelle, politiske og mellemmenneskelige begivenheder. Måske er det ikke den store litteratur, men mange steder og historiske begivenheder beskrives helt fint – så er du optaget af Berlin, så tror jeg du vil nyde bogen.
Lorenz Adlon (1849-1921) var grundlæggeren af Hotel Adlon som åbnede den 23. oktober 1907. Lorenz var ude for en bilulykke ved Brandenburger Tor i 1918 og efterfølgende ville han ikke gå gennem Brandenburger Tor. På denne tid var der trafik igennem porten (både biler, hestevogne, cykler, busser, cyklende og gående – faktisk var det samme tilfældet i nogle år efter Murens fald i 1989, men det er jo en saga blot nu – ingen bilkørsel mere). I 1921 vovede han dog at gå igennem igen, men blev ramt af en bil og døde. Hans søn – Louis Adlon (1907-1947) – var både skuespiller og instruktør i Tyskland og i Hollywood. Louis var en overgang bestyrer for Hotel Adlon. Lorenz’ oldebarn; Percy Adlon (født 1935); er filminstruktør og producer. Han har bl.a. skabet filmen ”Bagdad Café” (”Out of Rosenhain”) fra 1987. ”Bagdad Café” var i 1960’erne en café i byen Bagdad i Arizona (på Route 66). Nu er stedet helt gledet ud i ingenting med sine 1.400 indbyggere og ét enkelt træ. Byen Rosenhein ligger i Sachen – øst for Dresden. Percy har også lavet filmen ”In der Glazvollen Welt des Hotel Adlon” (fra 1996). Percy og hans kone Elenore har en søn der hedder Felix og på Hotel Kempinski (Kurfüstendamm 27, 10719 Berlin-Charlottenburg. www.kempinski.com ) findes en restaurant ved navn ”Felix”.
Adlon blev kun lidt ødelagt under bombningen af Berlin i slutningen af 2. verdenskrig. Fra januar 1945 blev det indrettet som nød-hospital men brændte ned den 3. maj 1945. Genopført i august 1997. Det var på Adlon at Michael Jackson (1958-2009) i 2008 holdt sin søn ud over en balkon! Prøv lige at spise brunch på Hotel Adlon første nytårsdag, med udsigt til Brandenburger Tor og Pariser Platz!! www.kempinski.com/de/berlinadlon
”Route 66” er et dynamisk sted i Berlin. Adressen er Pariser Straβe 44, 10707 Berlin-Charlottenburg. Stilen er absolut amerikansk fra 1950’erne og 1960’erne. Der kan være fuld fart på, men det er et skægt sted. Benyt bus 249 (mod Grunewald/Roseneck). www.route66diner.de
Så er der vist bundet en sløjfe på den historie ….











