Dansk filmpremiere i Babylon

I går nævnte jeg en dansk filmpremiere i Kino Babylon i Berlin, som jeg ville skrive mere om i dag.

Jeg fik en henvendelse fra folkene bag dokumentarfilmen Open, om jeg ville nævne den her på berlin-nyt.dk – og det vil jeg selvfølgelig gerne. I filmen interviewer instruktøren Ivalo Frank seks grønlandske forvaringsdømte på den lukkede psykiatriske afdeling R3 i Danmark – deres forbrydelse er mord.

Ivalo Frank er født i Grønland af danske forældre. Filmen stiller spørgsmål ved det, at grønlandske forvaringsdømte siden 1954 har skullet afsone deres dom i Danmark. Det betyder, at de er langt væk fra deres hjemlige omgivelser og deres familier. Det er som så meget andet et spørgsmål om penge, at man ikke har oprettet lukkede institutioner til forvaringsfanger i Grønland.

Med filmens interview ønsker Ivalo Frank også at give os et mere nuanceret billede af en voldsforbryder. Det kan være svært for os at tage ind, det er langt nemmere at kapere mediernes beskrivelser af forbryderne som de rene monstre og sikkert også i mange tilfælde nemmere at give efter for vores egen trang til at danne sådan et billede.  Men en ting ved vi jo godt alle sammen, der er ingen mennesker der er født onde. Det er når det hele går skævt, og børn slet ikke får en chance for at udvikle sig normalt, at det kan ende med psykiske forstyrrelser og voldelig adfærd. Det kan man filosofere meget over – men her vil jeg i stedet vil henvise til filmen, som sikkert kan sætte nogle tanker i gang omkring emnet.

Fakta om filmen: Producent og instruktør: Ivalo Frank. Production Manager: Nicholas Parsons. Grønlandsk med engelske undertekster. Varighed 60 min. Filmen er støttet af Danish Arts Agency, ‘One of Us’ og Herning Kunstmuseum. Det skal da også lige nævnes, at filmen har modtaget flere priser.

Open har som sagt premiere  i Kino Babylon i Berlin den 22. juni kl. 20.00. Instruktøren er til stede, og der serveres grønlandske snacks før filmen. Filmen vises også i Babylon den 24. og 26. juni.  Læs mere om Openhttp://www.babylonberlin.de/open.htm, se klip på http://ivalofrank.com/work og læs mere om instruktøren Ivalo Frank på http://ivalofrank.com/.

Som forfilm til premieren vises Ivalo Franks film Echoes fra 2010.  Her er scenen sat i Grønland til en eksperimenterende dokumentarisk musikfilm, som også har taget flere priser. Varighed 24 min. Læs om Echoes og se klip på http://ivalofrank.com/work.

Skriv gerne en kommentar