Clubs i Berlin

I går talte jeg med min søn og vi snakkede om, hvad jeg mon skulle skrive om på berlin-nyt i dag. Hvad kunne f.eks. interessere sådan en ung herre på 26 år? …”Noget med nattelivet” blev der så sagt. Det er noget med clubs, hvor man drikker cocktails, hører musik og danser hele natten. Han nævnte et sted, der hedder Weekend, som han kunne anbefale.

Weekend står også på rækken over Penthouse Clubs, som jeg fandt på berlin.de. Altså clubber, der ligger så højt og har panoramavinduer, så man kan se ud over hele byen. Weekend ligger på 12. etage af det tidligere Haus des Reisens ved Alexanderplatz. Navnet havde det fordi bygningen indtil genforeningen husede direktionen for „Reisebüro der Deutschen Demokratischen Republik“ und  Interflugs kontorer.

Andre Penthouse Clubs der er nævnt på berlin.de’s oversigt er  Puro Sky-Lounge i  Europa Centers højhus i Tauentzienstrasse, Solar i nærheden af Potsdamer Platz og 40seconds i Potsdamer Strasse. Læg lige mærke til, når I går ind og læser om Puro Sky-Lounge, at der står, at man har 370 graders udsigt – det er da ligegodt voldsomt! Det er mere en cirkelrundt! Nå, ja – måske er det også en trykfejl.

Inde på berlin.de kan I læse mere om de nævnte clubs og se en Club Guide over mange andre clubs i Berlin.

Og pas så på jer selv, derude i nattelivet!

Skriv gerne en kommentar