Chokolade og søde sager

På RBB har de en serie som hedder Gleich Nebenan (lige ved siden af), hvor de besøger steder i Berlin, som er noget særligt,men som ikke er kendt af så mange.

Jeg klikkede lige på den aktuelle udsendelse for at se, hvor de nu havde været. Det var ganske interessant. De er på besøg i kaffe- chokoladebutikken Süsskramdealer. Det helt særlige er bl.a. udvalget i butikken, og det er faktisk så særligt, at hvis butiksejeren opdager, at varen også kan fås i et supermarked, så tager han den ud af sortimentet.

Noget andet særligt ved butikken er, at det er en gammel tobaksvarebutik fra begydelsen af 1900-tallet, og det er de originale palisander-reoler, som er i butikken stadig. Hvor ser det bare flot ud. Som man kan se på filmen er der er også mulighed for at få en kop kaffe og et stykke kage i butikken.

Det er da lige stedet at tage hen, hvis man skal have købt en lille gave med hjem. Et kig ind på butikkens hjemmeside viser nemlig, at de også sælger ikke spiselige gaveartikler som keramik og porcelæn.

Se filmen på RBB, nyd billedere og hør historien om butikken – eller læs om den på butikkens hjemmeside. Begge steder finder I også butikkens adresse og åbningstider.

Skriv gerne en kommentar