I går aftes var jeg til koncert i Philharmonien. Da Norwegian endnu ikke flyver fra Aalborg, blev det med en digital koncertsalsbillet. Den har flere fordele. Man får den bedste plads, man behøver ikke slukke mobiltelefonen, der er ingen kø ved toilettet, man kan hoste igennem uden at genere nogen, man kan lave sig en kop the i pausen og man skal ikke ud i kulden, når koncerten er forbi.
Den digitale koncertoplevelse er direkte og aldeles udmærket, f.eks. ser man musikerne på tætteste hold, og lyden er lige så god som ens højttalere på TV’et tillader. For jeg satte selvfølgelig PC’en til TV’et så der blev stort billede på. De nye TV-apparater kan man jo forbinde til internettet, så er PC’en overflødig. Men så nyt er mit ikke. Dørene til den digitale koncertsal bliver åbnet en halv time før koncerten går igang, og der er også et programhæfte med introduktion til værkerne og information om kunstnerne, som man kan klikke frem og læse, mens man sidder og venter på, at koncerten går i gang.
Nu til selve koncerten. Det var jo en koncert til ære for gårsdagens fødselar, Fredrik den Store. Det var annonceret, at man ind imellem musikken skulle høre brevveksling mellem kongen og Voltaire. Det var nu ikke selve brevene, men via en samtale mellem de to blev vi bekendt brevenes indhold. Som det står i programhæftet, brevvekslede de gennem flere årtier. Samtalerne udgjorde en stor del af koncerten og det blev klart, at de to ikke var enige om alt, slet ikke. Men at de fandt stor glæde ved at høre hinandens mening om tingene. Se, det er jo oplysningstid, så det forslår! De to skuespillere, Burghart Klaußner (Voltaire) og Armin Mueller-Stahl (kongen) formidlede de to personer på en elegant og troværdig vis. De var ikke i barokdragter, men i mørkt tøj. Det var en god idé, da det jo ikke var skuespil i den forstand.
Musikken var selvklart barokmusik – ikke min foretrukne genre – men her blev den spillet på originale instrumenter. Og det gør det straks en anelse mere interessant. Fløjterne i træ giver en mere (behagelig) blød og mørk lyd end nutidens tværfløjter. Jeg så også et par oboer i træ, tror jeg nok – og en flot fagot i meget mørkt træ. Jeg tror ikke strygeinstrumenterne var originale, måske en bas, men ikke de øvrige strygere. Men de brugte barok-buer, som var ret sjove at se på, de lignede nærmest flitsbuer, så spændte var de. Og de gamle, forslåede pauker var også ret charmerende både at se på og lytte til. Jeg har ikke så meget forstand på horn, men jeg kunne da se, at der var nogle “lange trompeter” og at en af hornisterne spillede på et noget der lignede et waldhorn, der var krøbet i vask. Hva’ mon det hedder?
De fleste af aftenens komponister var ukendte for mig. Det var komponister, som blev spillet ved kongens hof, og som han selv spillede musik af. Ja, der var sågar en af kongens egne kompositioner på programmet. Her var andensatsen med tostemmigt fløjtespil rigtig skøn at høre på, men ellers adskilte den sig (i mine ører) ikke fra den øvrige musik. Et andet af aftenens musikstykker var af Johann Joachim Quantz, og det var komponeret specielt til Fredrik den Store. Han var den eneste, der måtte spille det, bedyrede han overfor Voltaire. De to ensembler, Berliner Barock Solisten og Akademie für Alte Musik spillede stående (undtagen cellisterne), og det gav musikken mere dynamik end når de sidder ned. Musikerne står og vugger og svajer i takt til musikken – alle på sin egen måde. Det giver den (efter min mening) noget ensartede musik meget mere liv.
Jeg indrømmer, at det var en lang aften med barokmusik, men samtalerne mellem Fredrik og Voltaire var rigtig fine at lytte til. Den brevveksling kunne jeg godt tænke mig at stifte nærmere bekendtskab med, hvis den er udgivet i bogform.
Jeg kan iøvrigt anbefale jer sådan en digital koncertoplevelse. Når man har købt en digital billet til 9,90€ kan man i 48 timer se 1 live koncert og alt, hvad man kan nå at se af det, der er i arkivet. Og det er meget. Tag nu og prøv det!
