Home » Archive for category "Litteratur"

Archive for the ‘Litteratur’ Category:


Gratis øst-rock i Friedrichstraβe på lørdag kl. 13:00

Published by in DDR, Gratis, Litteratur, Musik, Rock koncert on februar 22nd, 2012 | Kommentarer slået fra

Lørdag den 25. februar kl. 13:00 kan du lytte til rockmusik i Friedrichstraβe 90,  10117 Berlin-Mitte. Nærmeste Bhf. er S-U Friedrichstraβe (U6, S1, S2, S5, S7).

Det er gruppen ”City” der blev dannet i 1972 i det tidligere Østberlin. Gruppen har altså 40 års jubilæum. I 1978 udgav de LP’en ”Am fenster” og af en eller anden mærkelig årsag kom LP’en også i Vesten under navnet ”City West”. Gruppen var i tiden op til Murens fald med til at rettet kritik mod DDR-styret, specielt hvad angik mangel på kunstnerisk frihed. Gruppen er stadig fuld af liv, energi, humor og kreativitet. Georgi Gegow (født 1948 i Bulgarien) boet i DDR siden 1971 har i mange år været et vigtigt medlem af gruppen, han spiller bl.a. meget fint på elektrisk violin og på bas.

Denne minikoncert på fredag er helt gratis og foregår i den fabelagtige bog- og musikhandel Dussman (www.kulturkaufhaus.de ) Så du bør afsætte tid før eller efter koncerten til at kigge i denne spændende forretning. Der er 3 etager. God fornøjelse med både musikken, bøgerne og CD’erne. Bemærk lige at Dussmann har åbent mandag-fredag kl. 10:00-kl.24:00 og lørdage kl. 10:00-23:30!!

Skulle sulten og tørsten indtræffe efter koncerten, så gå tilbage til Bhf. Friedrichstraβe og til højre ad Georgenstraβe og find et listigt sted i hvælvingerne under S-bahn (kaldet S-bahnbogen). Her kan du så nyde lidt mad, en Berliner Kindl og mærker rytmen fra togene over og under dig.

 



Ein Mann will nach oben

Published by in Film, historie, Litteratur on februar 8th, 2012 | Kommentarer slået fra

TV-serien over Hans Falladas roman hed på dansk “En mands stræben”, og det må havde været sidst i 1970′erne, den blev sendt. Jeg kan huske, den gjorde stort indtryk på mig dengang, senere købte jeg bogen på tysk.

For få år siden købte jeg TV-serien på DVD engang jeg var i Berlin, jeg tror det var i KaDeWe. Nu er jeg lige gået i gang med at se den igen. Romanen og dermed serien foregår i Berlin fra 1909 til 1925 og den giver et rigtigt godt tidsbillede. Hvert af de 13 afsnit indledes med gamle filmklip fra Berlin, hvor vi bl.a. ser Siegessäule før den blev flyttet og med kun tre “etager”. Serien kan sammenlignes med Matador både hvad indhold og kvalitet angår. Rollerne som Karl Siebrecht og Rieke Busch spilles af  Mathieu Carrière og  Ursela Monn - links til Wikepedia.

Handlingen superkort fortalt: Den 16-årige Karl beslutter at rejse til Berlin og prøve lykken, da hans far er død og han dermed bliver forældreløs. På vej i toget møder han den endnu yngre Rieke fra Berlin. Hun må samtidig med at hun passer sin skole sørge for sin alkoholiske fader og sin lillesøster, her er moderen død. Karl kommer med hjem til Rieke og bliver indlogeret hos en nabokone, men holder sig ellers til Riekes familie. Rieke er en rigtig gæv pige med røde fletninger og hun kan klare meget mere end nogen 15 årig på vores tid overhovedet kan forestille sig. Og så taler hun berlinerisch, så det er en fornøjelse. Vi følger Karls vej frem i verden og den lille families mange genvordighederne, og vi får samtidig et socialrealistisk portræt af Berlin.

Det er ikke så sært, at Hans Fallada (1893-1947) kunne skrive så troværdigt om tilværelsens genvordigheder. Han kender det fra nærmeste hold.  Jeg hørte lidt om ham i et litteraturprogram på 3Sat en søndag formiddag. Og nu tjekkede jeg lige op på Wikipedia. Jeg skal da lige love for, at han har haft en broget tilværelse. Alkohol og morfinmisbrug, forsøgt dobbelt selvmord med en ven i form af en pistolduel, hvor kun han overlevede, indlagt på psykiatrisk hospital, straffet flere gange for underslæb der skulle dække hans stofmisbrug. Midt i denne forhutlede tilværelse bliver han gift og får fire børn. I 1930′erne begynder hans succes som forfatter og han slår igennem med romanen “Kleiner Mann was nun?”.  I 1944 bliver han endnu engang  indlagt som utilregnelig fordi han under et skænderi med sin kone skyder med en revolver ned i bordet. Herefter gifter han sig med en næsten 30 år yngre kvinde, som også er stofmisbruger. Så er han lige borgmester en tid i den lille by Feldberg inden han flytter tilbage til Berlin, hvor Johannes R. Becher – DDRs kulturminister – tager ham under sine vinger. Kort før sin død i 1947 skriver Fallada en af sine kendteste bøger “Jeder stirbt für sich allein”, som handler om et ægtepar, der deler nazi-fjendtlige postkort ud under nazismen og som blev henrettet i Plötzensee (se Jens’ indlæg om Plötzensee“). Historien er autentisk, og der findes en mindetavle  for ægteparret i Amsterdamer Straße 10 i Berlin-Wedding, hvor de boede. Se det på Googlemap.

Også for Hans Fallada findes der en mindetavle. Den kan man se i  Rudolf-Ditzen-Weg 19, Berlin-Niederschönhausen – tæt på Majakowskiring, hvor DDR-regeringen boede afskærmet for verden. Se det på Googlemap.

TV-serien kan købes på Amazon.de til 26,39 €. Bogen kan købes samme sted, men den er sikkert også oversat til dansk og kan lånes på biblioteket.

Tags:


Berlinmuren

Published by in Litteratur, Særlige tips on januar 27th, 2012 | Kommentarer slået fra

Arbejdsmæssigt har jeg tit arbejdet med specielle mennesker – ofte med en vanskelig opvækst med i rygsækken. Dog har følgende kvinde ikke mulighed for min fulde forståelse ….

Erika Eiffel er amerikaner og hun elsker Berlinmuren. Så meget at hun i 2008 flyttede fra USA til Berlin for at være tæt på Muren (eller resterne af den). Hun har en model af Muren som hun tager med i seng – som et slags sovedyr! ”BT” har en omtale af denne lidt specielle person (fredag den 16. september 2011) og hun har medvirket i et tv-program fra National Geographic Channel i serien ”Tabu”. Måske skal jeg nævne at Erika er 40 år, tidligere ansat i US Air Force og i 2007 ”giftede” hun sig med Eiffeltårnet! Hun er egentlig født Erika LaBrie.

Du kan se et klip med denne specielle kvinde her:

http://www.youtube.com/watch?v=3suP2ARzlVM

En helt anden person er forfatteren og journalisten Jan Bo Hansen (født 1948) der har udgivet to fabelagtige bøger. Og han har min fulde forståelse og beundring. ”Guide til Berlin” (Gyldendal 1999) er en fremragende guide som jeg ikke kan anbefale nok. Der ud over har han udgivet bogen ”Muren. Historien om et politisk bygningsværk” (Gyldendal 2009). Denne bog bør læses af så mange som er optaget af Berlin. Den er indsigtsfuld, fyldt med fine vinkler til forståelse af Tysklands og Europas historie og udvikling. Jan Bo Hansen har i over 20 år været medarbejde på ”Weekendavisen”, hvori han skrive fine analyser af Tyskland og Europa. Han har læst tysk og historie på RUC. Privat har han både hund, kat og akvariefisk samt kone og to børn!

Hans seneste bog kan varmt anbefales – også som en modvægt til Erika Eiffels kærlighed til Berlinmuren.

Endelig vil jeg lige nævne at Murens fald i 1989 er med i den ”Demokratikanon” (udgivet af Undervisningsministeriet 2008) som omtaler 35 punkter – fra demokratiets rødder til det globale demokrati.

 



Berliner Festspiele

Published by in Kunst, Litteratur on januar 22nd, 2012 | Kommentarer slået fra

Med posten (desværre ikke morgenposten) onsdag den 18. januar, kom et lille hæfte fra Berliner Festspiele: ”Edition 1, 2012”. Heri har to kunstnere i ord og billeder skildret emnerne ”Groβer Bahnhof” og ”Nachtfart”. Det er ikke et katalog til en udstilling, men et hæfte der fortæller om rejser i natten og store banegårde. Hæftet udleveres gratis hos Berliner Festspiele, Schaperstraβe 24, 10719 Berlin-Wilmersdorf (U-9 Bhf. Spichernstraβe). Det kan også hentes som pdf-fil via www.berlinerfestspiele.de

”Nachtfahrt” viser i træsnit om det at være rejsende i natten. Det er den tyske maler og grafiker Christiane Baumgartner (født 1967) der har udført træsnittene. Hun er meget optaget af tid, bevægelse og hastighed. Fine begreber for emnet ”Nachtfahrt”.

Teksten og fotografierne til ”Groβer Bahnhof”, skyldes skuespiller og instruktør Hanns Zischler (født 1947).  Måske mange kender ham fra filmen ”München” (2005) eller for hans rolle som Josef Hillmann i flere TV-film i Martin Beck-serien. Endelig har han medvirket i ”Flammen og Citronen” (fra 2008).

Så hvis du er interesseret i kunst og litteratur – samt det at være rejsende, så vil denne lille udgivelse sikkert være noget for dig.

 



Om at holde af Berlin ….

Published by in Litteratur, Turist on januar 19th, 2012 | Kommentarer slået fra

Mange mennesker har igennem de sidste mange, mange år ofte spurgt mig “Hvorfor er du så optaget af Berlin?”. Jeg kan ikke selv sige det bedre end Henriette Harris, der bor og arbejder i Berlin (Prenzlauer Berg). Hun er gift med journalist ved “Politiken” Peter Wivel (født 1943 ), der ofte har indlæg/artikler om Berlin. Så her giver jeg ordet til Henritte:

Åh, jeg er helt forelsket i den her by”, udbryder gæster ofte, når de besøger min familie og mig i Berlin. Stop! Berlin bliver man ikke forelsket i. Med Berlin kaster man sig ud i en frådende affære, hvor morgenånde og sure sokker er en del af forholdet fra dag ét. Glem alt om forelskelse. Berlin er ikke naboens-pæne-datter-nok til, at man forelsker sig i den. Berlin er strittende fortænder og hovedet fuldt af fregner. Berlin er udtværet makeup, hullede strømpebukser og ikke spor samlede ben.

Eller sagt på en anden måde: I modsætning til for eksempel Paris eller London bærer Berlin sin historie uden på huden, ikke som kulisser overflade, men som noget væsentligt, der først og fremmest er en advarsel eller en formaning til tyskerne selv. Det gør Berlin til en åben by, en by, hvor alle er velkomne – en by, der tilhører alle.

 Henriette Harris (født 1971) i indledningen til hendes bog ”Berlin, Berlin – steder, skæbner og historier”, Gyldendal 2009. Den kan varmt anbefales.

 



En roman om Hotel Adlon

Published by in Film, historie, Litteratur, Mad i Berlin, Turist on januar 12th, 2012 | Kommentarer slået fra

”Unter den Linden nummer 1 – romanen om Hotel Adlon” skrevet af Jürgen Ebertowski (født 1949). Udkommet på tysk i 1997 og på dansk i 1998 (forlaget Modtryk).

På Svendborg Bibliotek findes en dygtig og venlig bibliotekar, som ofte sender mig en mail, når der er kommet en ny bog om Berlin. Sikke en fin service og hjælpsomhed. Og han har virkelig fingeren på pulsen! For nogle år siden gav han mig en melding vedr. ovennævnte roman.

Det er en spændingsroman fra Hitlertidens Berlin med Hotel Adlon og dets husdetektiv i centrum. Der foregår meget i bogen – både kriminelle, politiske og mellemmenneskelige begivenheder. Måske er det ikke den store litteratur, men mange steder og historiske begivenheder beskrives helt fint – så er du optaget af Berlin, så tror jeg du vil nyde bogen.

Lorenz Adlon (1849-1921) var grundlæggeren af Hotel Adlon som åbnede den 23. oktober 1907. Lorenz var ude for en bilulykke ved Brandenburger Tor i 1918 og efterfølgende ville han ikke gå gennem Brandenburger Tor. På denne tid var der trafik igennem porten (både biler, hestevogne, cykler, busser, cyklende og gående – faktisk var det samme tilfældet i nogle år efter Murens fald i 1989, men det er jo en saga blot nu – ingen bilkørsel mere). I 1921 vovede han dog at gå igennem igen, men blev ramt af en bil og døde. Hans søn – Louis Adlon (1907-1947) – var både skuespiller og instruktør i Tyskland og i Hollywood. Louis var en overgang bestyrer for Hotel Adlon. Lorenz’ oldebarn; Percy Adlon (født 1935); er filminstruktør og producer. Han har bl.a. skabet filmen ”Bagdad Café” (”Out of Rosenhain”) fra 1987. ”Bagdad Café” var i 1960’erne en café i byen Bagdad i Arizona (på Route 66). Nu er stedet helt gledet ud i ingenting med sine 1.400 indbyggere og ét enkelt træ. Byen Rosenhein ligger i Sachen – øst for Dresden. Percy har også lavet filmen ”In der Glazvollen Welt des Hotel Adlon” (fra 1996).  Percy og hans kone Elenore har en søn der hedder Felix og på Hotel Kempinski (Kurfüstendamm 27, 10719 Berlin-Charlottenburg. www.kempinski.com ) findes en restaurant ved navn ”Felix”.

Adlon blev kun lidt ødelagt under bombningen af Berlin i slutningen af 2. verdenskrig. Fra januar 1945 blev det indrettet som nød-hospital men brændte ned den 3. maj 1945. Genopført i august 1997. Det var på Adlon at Michael Jackson (1958-2009) i 2008 holdt sin søn ud over en balkon! Prøv lige at spise brunch på Hotel Adlon første nytårsdag, med udsigt til Brandenburger Tor og Pariser Platz!! www.kempinski.com/de/berlinadlon

”Route 66” er et dynamisk sted i Berlin. Adressen er Pariser Straβe 44, 10707 Berlin-Charlottenburg. Stilen er absolut amerikansk fra 1950’erne og 1960’erne. Der kan være fuld fart på, men det er et skægt sted. Benyt bus 249 (mod Grunewald/Roseneck). www.route66diner.de

Så er der vist bundet en sløjfe på den historie ….



Max Frisch 100 år

Published by in arkitektur, Litteratur, Udstilling on januar 11th, 2012 | Kommentarer slået fra

Udstilling på Akademie der Künste i anledning af 100 året for Max Frisch’s fødsel sidste år.

Fra på lørdag den 14. januar viser Akademie der Künste en udstilling om forfatteren og arkitekten Max Frisch (1911-1991). Vi er nok mange, der har tvangslæst hans Homo Faber i gymnasiet og ellers ikke har interesseret os så meget mere for ham. I forbindelse med min bacheloropgave om Bertolt Brecht kom jeg dog forbi Max Frisch igen, fordi Frisch og Brecht udviklede et venskab i gensidig beundring, da de opholdt sig i Zürich i slutningen af 1940′erne. Max Frisch har i sin dagbog i 1948 givet udtryk for sin beundring for Brecht: [...] Einem überragenden Talent gegenüber, was Brecht nebenbei auch ist, im Augenblick wohl das grösste in deutscher Sprache, kann man sich durch Bewunderung erwehren [...] (Rinhold Jaretzky: Bertolt Brecht, 2006, Rowohlt Taschenbuch Verlag).

Men nu tilbage til Max Frisch. Udstillingen kommer fra Zürcher Museum Strauhof, hvor den blev produceret og vist sidste år. På udstillingen vises Frisch’s forfatterskab, originalmanuskripter, notebøger, fotos og filmklip, breve og arkitekttegninger. Desuden vises videoer, hvor unge læsere fortæller om deres oplevelse med netop Homo Faber, og hvor diverse personer bliver interviewet om Max Frisch. I Berlin vises ydermere 30 sider af “Berliner Journal”, som Max Frisch skrev i 1970′erne, hvor han jævnligt opholdt sig i Berlin. Han havde en lejlighed i Fridenau og mødtes med forfatterkollegaer som Günter Grass, Uwe Johnson og Christa Wolf. Et af Max Frisch’s arkitektoniske efterladenskaber kan ses i Zürich, nemlig Freibad Letzigraben, som nu kaldes Max-Frisch-Bad (linket er til Wikipedia).

Udstillingen vises i Akademie der Künstes afdeling på Hanseatenweg (tæt ved S-bahnhof Bellevue). Se åbningstider m.m. på nedenstående link til Akademi der Künste.

museumsportal-berlin.de om Max Frisch udstillingen

Akadmie der Künste’s hjemmeside om Max Frisch udstillingen

Tags:


Effi Briest på Maxim Gorki Theater

Published by in Litteratur, Teater on januar 10th, 2012 | Kommentarer slået fra

På lørdag den 14. januar er der premiere på forestillingen Effi Briest på Maxim Gorki Theater. Dernæst spilles der efterfølgende seks forestillinger, se datoer på linket, som kommer til slut i teksten. Hvis jeg var i Berlin i den periode, hvor stykket spiller, ville jeg gå ind og se det.

Mange kender sikkert Theodor Fontanes roman fra 1896. Romanen beskriver den stakkels Effi’s skæbne, idet hun i et arrangeret ægteskab bliver gift med en af sin moders fravalgte tilbedere, baron von Innstetten. Skæbnen tilsmiler ejheller Effi videre frem i livet – bortset fra et kortvarigt forbudt forhold til en af sin mands venner, major Crampas. Dette forhold bliver dog endnu mere skæbnesvangert for Effi, for da manden opdager nogle breve, som Crampas har skrevet til Effi. Han dræber Crampas i en duel, som det var skik og brug dengang, og forlader Effi. Effi bliver frataget sin datter, og på grund af skam forbyder hendes forældre hende at komme hjem igen. Effi nedbrydes naturligt nok af depression, og da hun er meget syg og svaglig, beslutter forældrene trods alt at tage hende hjem til sig. Effi dør i en alder af 29 år. Til slut i romanen hører man forældrene drøfte, om det måske også var forkert, at Effi blev gift med Innstetten, og om det er deres skyld, at det gik hende som det gjorde. Men faderen mener, at det ville blive alt for omfattende at finde ud af det: “Ach, Luise, laß … das ist ein zu weites Feld.. ”

Romanen er også filmatiseret flere gange – bl.a. af Rainer Werner Fassbinder.

Se Maxim Gorki Theaters hjemmeside for spilletider og billetkøb.

Læs alt om Effi Briest på Wikipedia



Julelæsning og ytringsfrihed – og Bebelplatz!

Published by in Attraktion, Litteratur on januar 2nd, 2012 | Kommentarer slået fra

En af mine julegaver var bogen ”Manden der ville vise verden” skrevet af Bjørn Bredal (født 1956). Bogens indhold har intet med Berlin at gøre, men handler om frihedskæmperen og videnskabsmanden Malthe Conrad Bruun (1775-1826), der i 1799 blev forvist fra Danmark, fordi han kæmpede for ytringsfriheden. Så er det jeg kommer til at tænke på Bebelplatz i Berlin ….

Pladsen – der ligger ud til Unter den Linden, overfor Humbolt Universitet, ved Operaen og den katolske St. Hedwig Katedral – hed oprindelig Forum Fridericianum senere Opernplatz og nu Bebelplatz (efter socialdemokraten August Bebel (1840-1913)). Det var på denne plads at propagandaministeren (minister for presse, radio og film) Joseph Goebbels (1897-1945) den 10. maj 1933 arrangerede afbrænding af bøger.

Til minde om denne begivenhed blev der i 2000 indviet et mindesmærke: Et hul ned i jorden, fyldt med tomme reoler, overdækket med en glasplade. Lige ved findes en tavle med ordene: „Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” (”Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”). Dette blev – meget profetisk – sagt af digteren og journalisten Heinrich Heine (1797-1856) allerede i 1823.

En af de forfatteres bøger der blev brændt, var – meget modig – selv til stede ved afbrændingen. Det var Erich Kästner (1899-1974) og sådan beskriver han selv aftenen på det daværende Opernplatz:

”I året 1933 blev mine bøger ved skummel højtidelighed brændt i Berlin på den store plads ved Statsoperaen af en vis herrn Goebbels.  På afstand blev vi 24 tyske forfattere råbt op, triumferende og højt. Symbolsk skulle vore værker udslettes for altid. Jeg var den eneste af de 24 der personligt var mødt op for at bevidne denne teatralske frækhed. Jeg stod foran Universitet indeklemt mellem studenter i SA-uniformer, blomsten af nationens ungdom, og så vore bøger blive hentet på Humboldt Universitetets bibliotek og smidt ind i de flakkende flammer. Jeg påhørte de sentimentale tirader af den lille snu løgner. Begravelsesvejret hang over byen. Pludselig råbte en skinger kvindestemme: ”Der står jo Kästner!” En ung kaberetsangerinde, som med en kollega trængte sig gennem mængden, så mig stå dér og gav sin forbløffelse lydeligt udtryk”.

En af de andre forfattere hvis bøger også blev brændt var Bertolt Brecht’s. Herunder ses hans gravsten på Dorotheenstädtischer Friedhof (Berlin-Mitte), hvor en venlig person på gravstenen, har lagt en cigar omviklet med en hvidt bånd [foto: © Jens Nagel, 2011].

 



Nat i Berlin med Tom kristensen – og lidt mere ….

Published by in Attraktion, historie, Kunst, Litteratur on november 21st, 2011 | Kommentarer slået fra

Jeg ved ikke præcis hvor mange gange Tom Kristensen har været i Berlin, men hans fabelagtige digt ”Nat i Berlin” (bragt i ”Fribytterdrømme” fra 1921) er i hvert inspireret af hans besøg i byen lige omkring 1918-1920. Digtet har inspireret duoen ”Nordstrøm” der på deres CD ”Dagdrømmer” fra 2006 lavede ørehænger-hittet  ”Berlin”. Duoen har i flere udtalelser
bekræftet at de er blevet meget inspireret af Tom Kristensens digt.

Måske burde du også finde frem til gruppen ”Glimtvis” der i 1988 udgav en CD med samme navn som gruppen, hvor der findes en hæsblæsende udgave af det originale digt ”Nat i Berlin”. Her mærkes byens puls, forfatterens længsler, angst, erotikken og alle drømmene. På denne CD kan du også lytte til Tom Kristensen hvor han selv læser digte og fortæller. CD’en er udsolgt, men findes på flere biblioteker i Danmark.

Tom Kristensen skriver ekspressionistisk og er meget optaget af storbyens liv. Både i København og i Berlin. “Nat i Berlin” passer fint ind her: I 1920’erne og 1930’erne var Postdamer Platz den mest trafikerede plads i Europa – fyldt med sporvogne, biler, hestevogne, cyklister og gående. Et sted med mange forlystelser, teatre, spillesteder, restauranter m.v. Og så tænker jeg på, hvordan pladsen så ud op til Murens fald i 1989. Øde, trist, grå, angstfyldt og trøsteløs – nærmest som en ørken. Og nu er der sandelig blevet liv igen på pladsen og fyldt med spændende arkitektur.

Tom Kristensens store roman ”Hærværk” (1930) har også en tilknytning til Berlin, idet hovedpersonen Ole Jastrau flere gange er på vej til Berlin. Men kommer han afsted? Dør han? Slutningen er ret åben ….

Så prøv at læse: Madeline Rundsten (f. 1975 i København) ”Berlinerluft”, forlaget MillennivM 2009. Roman om Ole Jastraus periode i Berlin 1930-1939, 359 sider. Jastrau bliver privatsekretær for økonomiprofessor Julius Geberhardt og oplever Berlin gennem 1930’erne. Der er mange detaljer fra byen og flere historiske personer medvirker, men det er og bliver en roman.

Som det storbymenneske som Tom Kristensen var, kunne der også være mange fristelser – jf. ”Hærværk”. Så hans sidste kone – Ingeborg Weber (kaldet ”Bosse”, 1904-1993), får ham trukket væk fra København og til Thurø ved Svendborg Sund. Det sker i 1946 og han levede her til sin død i 1974. ”Bosse” var datter af en lokal stormand – plantageejeren Sophus Weber. Tom Kristensen og ”Bosse” flyttede ind i huset ”Torelore”, som forfatteren Karin Michaëlis (1872-1950) havde ejet. Huset kan ikke ligge smukkere – grunden går helt ned til Svendborg Sund og udsigten er fantastisk. ”Bosse” havde sin datter – Sinnet Liljestrøm – med i indflytningen. Hun lever endnu og du kan – hvis du er heldig – møde hende på Thurø. Hun har fået bygget et mindre hus – lige ved siden af ”Torelore”. Hun fortæller gerne om sin mor og om Tom Kristensen – en stedfar hun var virkelig glad for og holdt af – og han tog sig meget af hende, bl.a med historier, rejseberetninger og fortællinger.

Tom Kristensen opsøgte gerne flere forskellige værtshuse i Svendborg og der lever stadig mennesker der kan huske ham. Han er æresborger på Thurø og i Svendborg. På Thurø Bibliotek findes en lille mindestue om ham (se mere på www.thuroarkiv.dk). Han ligger begravet på Thurø Kirkegård, med en smuk udsigt over vandet. På den voldsomme gravsten står: ” Bøjer jeg så dybt som jeg kan – vokser min verden sig stor”.

Er du på disse kanter så besøg også den lille Thurø Kirke, der indeholder en smuk glasmosaik af Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) kaldet ”Tunger som af ild”.

Og ”Torelore”? Dette navn fandt Karin Michaëlis på. Navnet stammer fra et ønskerige, noget a la ”Camelot”. En gammel myte der fortaber sig i de keltiske tåger ….

Er du interesseret i Tom Kristensen, hans liv for forfatterskab, så læs Jens Andersens (født 1955) fine bog ”Dansende Stjerne” fra 1993.

Sådan kom jeg fra ”Nat i Berlin” til Toms grav på Thurø.



© berlin-nyt.dk
CyberChimps