Barenboim, Bach og Bogarts i Konzerthaus

De næste dage er der gode oplevelser i Konzerthaus til jer, der holder juleferie i Berlin. Som overskriften fortæller er det vidt forskellige koncerter. Og her kommer lidt om,  hvad der gemmer sig bag “de tre B’er”:

Barenboim, som I kan opleve i aften i den lille sal, er ikke Daniel, men hans søn, violinisten Michael Barenboim. Han spiller et sonateprogram af Ravel og Dvorak sammen med pianisten Natalia Pegarkova. Koncerten, der spilles i Kleiner Saal, begynder kl. 19.30. Læs mere og få oplysning om billetkøb her.

Bach er gode gamle Johann Sebastian. Hans musik er hovedbestanddelen af koncerten i morgen den 28. december om  eftermiddagen kl 16 i Grosser Saal. Her spiller Bach-Trompetenensemble München for fuld udblæsning med en besætning for orgel, pauker og tre trompeter. Programmet indeholder ud over Bach også musik af Telemann, Couperin, Delalande Endler, Mendelssohn Stölzel og en anonym. Jeg tror det bliver en festlig og flot koncert, som vil være et hit, hvis man kan lide den slags musik. Læs mere om koncerten og programmet her.

Bogarts står for Die Bogarts aus Berlin. Fire mænd, som synger A Capella, altså helt uden musikledsagelse. Dem kan man høre Nytårsaftensdag kl 16 i Kleiner Saal. Jeg må indrømme, at jeg måtte en tur omkring YouTube,  for jeg kendte ikke de herrer Bogarts. Men dem kan I roligt gå ind og høre og få stemningen sat til Nytårsaften. Med absolut flotte stemmer og fint klingende sang underholder de med et blandet repertoire og blink i øjet. I får selvfølgelig linket til YouTube,  hvor de præsenterer sig selv, men først linkene til koncertomtalen og Bogarternes egen hjemmeside.

Skriv gerne en kommentar